Stigningen i ADHD diagonser

Når vi taler om ADHD og stigningen i diagnoser, særligt blandt kvinder, er der nogle ting, jeg synes, vi virkelig bør dykke ned i. For det første, har vi set en markant stigning i antallet af ADHD-diagnoser. Jeg så en artikel for nylig, som virkelig fik mig til at stoppe op. Grafen viste udviklingen fra 2011 til 2023, og den stigning er voldsom. I 2011 var der omkring 6.000 kvinder, der blev diagnosticeret med ADHD, og i 2023 er det tal steget til over 21.000. Det er en 300-400% stigning på lidt over et årti. Det er helt vildt, og det sætter nogle spørgsmål i gang: Hvad er det, der foregår? Hvorfor eksploderer det her lige nu?


Nogle vil sige, at det er godt, fordi flere nu får den hjælp, de har brug for, og at det blot handler om, at der tidligere ikke var tilstrækkelig udredning. Det kan der være noget om. Men jeg vil gerne kigge på det fra en lidt anden vinkel. Jeg er ikke psykiater, jeg udreder ikke, og jeg vil aldrig nogensinde benægte, at de symptomer, der ligger i ADHD-diagnosen, er ægte og reelle. For dem, der har det fulde symptombillede, kan det være utroligt svært. Men samtidig er det vigtigt at sige, at ADHD-diagnosen er kompleks og svær at stille. Symptombilledet er bredt, og mange af de symptomer, der karakteriserer ADHD, kan også være tegn på noget helt andet – som stress, komplekse traumer eller endda PTSD.


Der er psykologer og psykiatere, jeg har talt med, som påpeger, at udredningen af ADHD er en meget nuanceret proces, som kræver, at man ser på hele menneskets liv. Men vi har simpelthen ikke tiden til det i vores system. Alligevel ser vi, at diagnosen bliver givet i stor skala. Og her er der et paradoks: ADHD er en af de mest komplekse diagnoser at stille, men samtidig er det også en af de diagnoser, der bliver givet oftest. Det kan skabe en udfordring.


Jeg tror ikke på, at der er nogen ond konspiration bag, hvor Big Pharma eller psykiatrien bare sprøjter diagnoserne ud for profit. Men jeg tror, at mange mennesker i dag har det rigtig svært, og de oplever en række symptomer, der passer ind i ADHD-diagnosen. I en verden, hvor vi hele tiden er presset og overstimuleret, er det måske ikke så mærkeligt, at mange oplever problemer med at holde fokus, fuldføre opgaver og strukturere deres hverdag. Jeg tror, vi ser noget dybere ske med mennesker i dag, noget som vi forsøger at kategorisere gennem diagnoser, som måske ikke fanger hele billedet.


Når vi kigger på børn, er det også vigtigt at være forsigtige. Jeg har arbejdet meget med, hvordan børn reagerer på stress i deres omgivelser, og ofte ser vi, at de udvikler symptomer, der kan ligne ADHD. Men i virkeligheden kan det være en reaktion på et miljø, der ikke passer til dem – ikke nødvendigvis en medfødt forstyrrelse. Når vi så giver dem en diagnose og måske medicin, ændrer vi ikke de omstændigheder, de lever i. Vi lægger ansvaret på barnet, i stedet for at kigge på de faktorer i deres liv, der skaber problemerne.


Så det, jeg gerne vil frem til, er, at vi skal være forsigtige. ADHD er en reel og kompleks tilstand, men vi skal være opmærksomme på, at diagnoser ikke altid fanger hele billedet. Vi skal turde se på, hvad der sker i menneskers liv, og hvordan vi kan skabe bedre rammer, i stedet for blot at give diagnoser og medicin.


Venlig hilsen

Mette Miriam Sloth