Mettes Faglige baggrund

Mette Miriam Sloth (tidligere Mette Carendi) er cand.mag. i psykologi og filosofi og har arbejdet med rådgivning, terapi, supervision, undervisning og foredrag i sin egen virksomhed siden 2012. Hun har udgivet tre bøger: "Samtaler med min imaginære datter" (2021), "Tænd for forbindelsen - forstå tilknytningens kunst" (2019) og "Harmoniske Unger - med kærlighed og nærvær" (2015). Bøgerne er inden for børnepsykologi, relationsdannelse og i den sidste bog beskriver hun kvinders rejse mod dybere forbindelse, og deler sine erfaringer og råd om, hvordan man kan udfolde sit seksuelle potentiale og opnå større følelsesmæssig modenhed i relationen til sig selv og andre.


I 2023 lancerede hun en podcast og en YouTube-kanal sammen med Sune Sloth, hvor de løbende udgiver nyt materiale, herunder et mindre udvalg af de 100 online foredrag, hun har holdt gennem årene.


Mette har dyb interesse i Gene Keys (af Richard Rudd) og har studeret traumeforskning, følelsesmæssig udvikling og tilknytning gennem hele sit liv. Hun har studeret David Deida indgående, og han har haft en væstenlig indflydelse på hendes tænkning omkring polaritet og parforhold. Mette har også en solid forståelse for den shamanistiske praksis via årelange studier af blandt andre Alberto Villoldo og Lena & Jose Stevens´s arbejde.


Mette blev certificeret som Aware Parenting-rådgiver via The Aware Parenting Institute i 2012 og læste på CIIS i San Francisco med fokus på East-West psychology & consciousness studies.

Mette blev i 2006 certificeret som facilitator i meditation og transpersonlig psykologi v. Kenneth Sørensen. Og i 2004 tog hun en kanaliseringsuddannelse hos Ilse Johannesen, hvor hun generindrede sin forbindelse til energien, kosmos og sjælen.


Tilbage i 2009 skrev Mette speciale om det manglende feminine motiv i den vestlige mytologi, og om dets negative påvirkning på menneskets udvikling. På mange måder er det fokus og den interesse fundamentet for Magdalene Effekten, der sammen med Sune blev skabt 14 år senere.