E17: Sårbarhedens superkræfter

Den Feminine Vej

May 13

Written By Mette Miriam Sloth

I podcastafsnittet E17, "Sårbarhedens Superkræfter," udforsker Mette Miriam Sloth sårbarhedens kraft og kompleksitet, især i relationen mellem forældre og børn. Hun argumenterer for, at ægte sårbarhed er en superkraft, der kan forvandle konflikter til dybere forbindelse, men at det kræver mod, tålmodighed og en dyb forståelse af både vores egne og vores børns følelsesmæssige landskaber.

Sårbarhedens Dobbelte Natur:

Mette sammenligner sårbarhed med atomkraft: en kraft med et enormt potentiale for både godt og ondt. Ligesom atomkraft kan skabe både energi og ødelæggelse, kan sårbarhed både føre til dyb forbindelse og smertefuld afvisning.

Misbrug af Sårbarhed: Når sårbarhed misbruges, kan det efterlade dybe sår. Mette understreger, at vi alle har oplevet at blive såret af andres misbrug af vores sårbarhed.
At Beskytte Sårbarheden: Den smerte, der følger med misbrug af sårbarhed, kan føre til, at vi lukker af og bygger mure omkring vores hjerter. Dette beskytter os mod yderligere smerte, men det forhindrer os også i at opleve ægte forbindelse.
At Åbne Op for Sårbarhed: Mette opfordrer os til at være modige og åbne op for sårbarhed, men med omtanke og bevidsthed om, hvem vi deler vores sårbarhed med.

Børns Sårbarhed:

Børn er naturligt sårbare og afhængige af voksne for at føle sig trygge og elskede. Mette forklarer, at børn ofte projicerer deres følelser over på deres forældre, fordi de ikke selv kan håndtere dem endnu.

Forælderen som Sårbarhedsanker: Forældrene har et ansvar for at skabe et trygt rum for børnenes sårbarhed. De skal rumme børnenes følelser, selv når de er vanskelige, og hjælpe dem med at navigere i deres følelsesmæssige landskab.
Konflikter som Mulighed for Vækst: Konflikter mellem forældre og børn er uundgåelige, men Mette ser dem som en mulighed for at styrke sårbarhedsmusklen. Ved at lære at reparere og genoprette forbindelse efter en konflikt kan børn udvikle en sund tilgang til sårbarhed i fremtidige relationer.
At Undgå Moralisering og Kontrol: Mette advarer mod at moralisere over børns følelser eller forsøge at kontrollere dem. Dette kan føre til, at barnet lukker ned for sin sårbarhed og mister tilliden til forældrene.
Tålmodighed og Nærvær: Nøglen til at styrke børns sårbarhed er tålmodighed og nærvær. Forældre skal give børnene plads til at udtrykke deres følelser og tid til at lande i sig selv efter en konflikt.

At Genoprette Forbindelse Efter Konflikt:

Mette beskriver en "reguleringscyklus", hvor børn bevæger sig gennem forskellige følelsesmæssige tilstande efter en konflikt, fra vrede til gråd til sårbarhed.

Vreden som Grænse: Vrede er en naturlig reaktion på konflikt og kan ses som en grænse, der beskytter barnet. Det er vigtigt at respektere barnets vrede og give det plads til at ebbe ud.
Gråd som Forløsning: Gråd er et tegn på, at vreden er ved at slippe, og at barnet åbner op for sårbarhed. Gråd kan være smertefuldt, men det er en nødvendig del af healingsprocessen.
At Række Ud i Sårbarhed: Når gråden er stilnet af, vil barnet ofte søge forbindelse. Det er forældrenes ansvar at række ud og genoprette den følelsesmæssige forbindelse.
At Genkende Autentisk Sårbarhed: Mette beskriver forskellige tegn på autentisk sårbarhed: et ønske om at være tæt på, et smil, et blik, der søger kontakt.
At Rumme Forældrenes Egen Sårbarhed: Forældre kan også opleve sårbarhed efter en konflikt. Det er vigtigt, at de giver sig selv tid til at lande i sig selv, før de forsøger at genoprette forbindelse med barnet.

Og man kan sige det sårbarhed er, det er egentlig det sted hvor vi er, når vi er mest bløde, mest åbne, og vi deler noget af os selv. Så så det sårbarhed er, det er faktisk der, hvor vi evner selvrefleksion. Og det er faktisk lige præcis det sted, hvor vi evner at modnes og flytte os og lære. Samtidig med at vi har et dybt dybt ønske om at blive set og mødt utrolig nemsomt af vores ø nærmeste. Så vi kan man kan godt arbejde med sårbarhed i forhold til altså i sin åndelige praksis og arbejde opad og blive føle sig set og mødt. Men der er noget utrolig øh der er noget vanvittig smukt i at føle sig set og mødt af et andet menneske i sårbarhed. Såbarhed har handler også om det relationelle. Det handler om det fælles menneskelige. Og det er også derfor at sårbarhed kan føles så skræmmende at åbne op fordi du vil med stor sandsynlighed Ej, jeg jeg jeg vil faktisk påstå og sige, at du vil have prøvet at føle din sårbarhed misbrugt. Du vil have prøvet at føle, du har åbnet op til et menneske, hvor du har luftet nogle bekymringer måske om dig selv eller nogle ting, der har været sårbare i din rejse eller på anden måde. Du ved, lukket folk et sted ind, hvor du måske aldrig har lukket noget ind før, og så senere finder du ud af, at personen enten har fortalt det ryg, øh, eller der opstår på et tidspunkt en konflikt med det her menneske, hvor mennesket kommer til at tage det, du har delt. i et meget åbent åbent øjeblik, et meget sårbart øjeblik, hvor personen kommer til at at kaste det tilbage i hovedet på dig. Nå, men du sagde også, at du havde døjet med angst på et tidspunkt. Tror du ikke bare, at det egentlig handler om, at du er lidt ustabil lige nu? Det vil sige, det som vedkommende har lyttet til og taget ind og har spejlet på det tidspunkt, bliver nu brugt som et våben imod dig. Og det er også derfor, at jeg i titlen siger, at sårbarhed er en superpower. Altså det er og det er det på godt og ondt, ligesom atomkraft. Atom kraft når det bliver brugt til at skabe energi. Jamen det er faktisk ekstremt bæredygtigt. Det er ret billigt. Altså det kan brødfød over mange. Det kan skabe rigtig meget. Problemet er bare at den måde det skal håndteres i forhold til at det ikke går amok og ikke kan bruges til våbenindustrien. Det der ligger noget der. Det bliver et paradoks. Og det er præcis det samme ved sårbarhed. Det kan både være et atomvåben, og så kan det være en en superkraft, der kan der der kan være enormt transformerende i din i dine relationer. Altså det kan virkelig skabe en fuldstændig profound dybde i dig selv og også i de relationer til de mennesker som du åbner op i sårbarhed sammen med som typisk er vores nærmeste. Du vil måske have nogle gode kollegaer og sådan noget men det er typisk vores teampartner vores børn og ude i familiemedlemmer og selvvalgt familie eller sjælefamilie om man vil det også du lukker ikke hvem som helst ind i din sårbarhed og det skal du endelig heller ikke. Det kan faktisk nogle gange være for risky nogle gange hvis vi har nogle sår med der gør at vi er så hungrende efter at føle kærlighed. Øh fordi vi føler sådan helt deprived det kan vi komme til at åbne op for meget. Vi kommer til at åbne op for de forkerte og så faktisk virkelig føle at der er nogen der jokker. Altså det føles som om der er nogen der g der jokke rundt i dit hjerte. Altså fysisk hjerte, det gør ubeskrivelig ondt. Så så nogle gange får vi også nogle slag, og nogle gange kan der ske det, at vi har åbnet op i sårbarhed for nogen, vi aldrig skulle have lukket ind, og så er vi blevet jokket på i hjertet. Så lukker vi til, vi får skanser. Men det at forsk lukke sårbarheden ned, hvor vi faktisk holder holder, det er ikke bare andre mennesker, vi holder en armspredte langt væk. Det er også os selv. Vi kommer også til at lukke ned for vores egen compassion og næsomhed overfor os selv. Det er bivirkning ved at forskanse vores sårbarhed og forskanse vores hjerte. Den smerte er også utrolig ubærlig. Så det Det vil sige, der kommer du over til at tro til mistro til mennesker. Du har mistro til alle mennesker, men det er ikke alle mennesker, der vil jokke på dit hjerte. Så så det er det her med, at vi både åbner op og har tillid til, at personen ikke jokker på. Samtidig med at nogle gange, når vi har lukket for længer, de kommer til det. Ikke fordi de er onde, men fordi det nogle gange så sker det. Og det er faktisk derfor jeg vil sige, hvis du tager bare en ting med for det her foredrag i dag, så er det altså vi dedikerer dit liv til at sige sådan, det her løfte giver jeg mig selv, og det kommer jeg til at holde i forhold til at du aldrig kommer til at misbruge den sårbarhed som folk viser dig. Så du ikke at du modstår fristelsen, når du så bliver træt af vedkommende eller sur på vedkommende eller har ikke konflikt med vedkommende, at du vender på en tallerken og tager det sårbare materiale, du har med vedkommende og klasker lige i hovedet. Gør på dine børn, ikke på din partner, på din ekspartner. Og samtidig med det anerkender at du kommer til at gøre det. Det er her, vi kan blive mest neddragte. Det er her, vi bliver predators. Og det gør vi alle sammen. Vi har det alle det mørke har vi. alle sammen i os. Så ikke nok med at du vil have oplevet hvor smertefuldt det er, du vil også være kommet til at have gjort det mod nogen. Så det er noget med at vi både skal balancere på og få hele de sår når vi har udsat for det så vel som at vi skal anerkende integrere de mørke der er i os. At vi selv kommer til det. At vi kommer til når vi ryger ned i vores overlevelses de nedre chakra om du vil eller vores overlevelsesinstinkter som også er vores forsvar. Lige her ligger det til højre benet ogog kigge på den person du er i konflikt med som en fj her tage sårbart materiale og kaste tvært direkte ud i hovedet på vedkommende, fordi det er en måde at presse personen tilbage, og det er en måde at få magt overtaget. Så det er meget mere at være opmærksom på, at det også er en måde at operere en menneskekrop på, at vi også kan komme til at have sådan en predatory behavior. Øh, og det ligger i os alle sammen. Selv den mest empatiske hjerte åbne os alle sammen. Altså det du vil gøre det mindre end sådan highly disagreeable person vil gøre, men i en pressesituation vil du være fristet, og du vil også være kommet til det. Når du kommer til det, når du kommer til at bruge sårbarhed som et våben, den sårbarhed som andre har delt med, den sårbarhed som andre har lukket dig ind i som våben m rydd op med det samme. Lige så snart du kommer ud af tilstanden igen og og får dårlig samvittighed, tænker sådan: "Gud, det den det bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder ikke om at se det monster i mig selv. Jeg brød mig ikke om de ord, der kom ud af munden på mig selv. Jeg brød mig ikke om at se det horrified look, der var i dit ansigt om, at jeg kom til at gøre det her mod dig." Gå tilbage og sige undskyld. Bare sige: "Hey, det der var ikke okay, at jeg ville arbejde. 24 syv for at sørge for at jeg ikke kommer til at gøre det der igen. Hvis vi alle hvis alle mænd der er sådan noget med der Lar tror jeg han siger hvis alle børn de mediterede ikke så 10 minutter dagligt så ville vi få en meget fredsfuld verden og jeg kan være delvis var enig med ham jeg vil sige hvis vi alle sammen gør det her hvis vi alle sammen gør det her og tager os af vores mørke tager os af vores indre predator uf hvor vi lige på relativt kort tid få var få en en en meget anderledes verden. Så det her når det er i relation til dine børn med sårbarhed til dine børn altså og det her med hvordan ser det ud så det har jeg også fået mange spørgsmål med hvordan fanden ser det ud, når børn rikker ud i sårbarhed? Øhm, for alle har sådan en en en instinkt eller en intuition om, at det er vigtigt, og det kan se forskelligt ud, men man kan sige det, som mange forældre kan genkende, det er, når hvis jeg tager konfliktsituationen, og grunden til jeg tager den, det det er her, hvor det kan være sværest at komme tilbage til sårbarhed i relationen. Føle sig forbundet. Vi kan også kalde det føle sig forbundet med hinanden. Altså, du ved, der er sådan en en en en dan sådan en legende lethed. Der er sådan en en læ sig ind. Der er tillid, der er latter, der er du ved der stor samarbejdsvilje. Det det det er lidt lækkert. Det er lækkert, når vi føler os forbunde. Det er utrolig lækkert. Jeg føler, der er plads til at være mig og mine forskellige, der er plads til at være dig. Så det er også måske der, vi ikke oplever det så tit, fordi i verden står så meget andet også. Man kan sige sådan som det kan se ud fra babyer helt spæ og så op, det er når man kan sige når når den lille baby øhm bliver overvældende af følelser. Det vil sige jeg er træt, jeg jeg er kold, jeg er sulten, der var en kat, der rev mig. Der kan være så mange ting, der gør. Og det vil sige barnet går for sådan ekst glæde, du ved, hvor vi ikke andet end kan smile, for når vi ser sådan en baby, der bare sådan staver rundt eller kravler og siger da da og griner og smiler. Og sådan helt, altså en baby, der er i glæde. Det er sådan nærmest ekstatisk lykke. Så vi kan kun, hvis vi er et godt sted, så kan vi vi kun altså vi kan mærke det. Det er også derfor, at at mennesker flokkes som babyer nærmest får deres plasma, fordi de de der er så meget livsenergi omkring dem, når de er i den tilstand. Men meget hurtigt kan de skifte. De kan ikke holde tilstanden, fordi der er så mange ting i verden, de skal væe sig til. Og der er mange forskrækkelser, og der er mange ting der Så som sådan du ved mange følelsestilstande som de skal lære at integrere deres nerve eller stifte bekendtskab med i deres nervesystem. Så den måde som et barn vil række ned sige i det øjeblik hvor de går fra at være helt ekstatisk lø til være sådan du ved bæverende underlæbe og sådan overvældet så vil de typisk række ud. Altså det det vil sige de de er med deres sprog med deres gråd de vil formidle til dig hov der er noget der gør mig utryg der er noget der er et eller andet jeg ved ikke hvad det er det kan være en prut det kan være jeg er sulten det kan være jeg er overvældet det kan være jeg er træ det ved baby ikke noget om men baby kommunikerer det til dig med sin grå sit ansigtsmimik sin sin flitsbue ryg sin din forskellige måder. Og det du gør, det er egentlig du forsøger faktisk at at prøve at berolige. Du vil sige, jamen har du brug for at græde, har du brug for at blive løftet op, der er rent ble, du tager det af det og og lige pludselig kan du se, at baby er tilbage i sårb er tilbage i afspændthed og sådan fokus på dig og har den her udveksling, hvor I kan plude, og I kan lege og så videre. Og det sker mange gange dagligt med en baby. Så sårbarhed hos en baby, når hun når baby er tilbage igen efter at være blevet overvældet. Altså det jeg kalder reguleringscyklussen. Så det starter allerede, du ved, baby er i verden, eksplorerer et eller andet der. overvælder og baby vil lede efter dig. For jeg kan ikke, jeg kan ikke selv komme tilbage til tryghed. Det kan simpelth ikke lade sig gøre. Jeg jeg jeg er for overvæet. Jeg har ikke lært alt det her at være på jorden med alle de her følelser og alt det her, der kan overvinde mig. Søger dig. Du du bruger det ved at løfte op din hjertelyd, din duft, dit smig, sådan din hey hey, jeg har det, det skal nok gå. Du ved, jeg er ældre end dig. Katten er ikke farlig, men ja, det gjorde ondt. Du er okay. Og så får du langsomt beroliget barnet igen og lige så det det er en form for sårbarhed. Det er faktisk det der med, jeg er så overvældet, jeg rækker ud til dig. Det er også en sårbarhed, som jeg ser ved nogle af de mennesker, der rækker ud. til mig. De kommer i dyb krise eller har det enormt svært og har sådan lidt, jeg er nødt til at række ud og bede om hjælp. For ofte er det ikke nødvendigvis særlig nemt for især for mennesker i vores kultur. Vi er meget vi har sådan en meget selvstændighedskultur, hvis klare det hele selv, ikke? Så det der nogle gange vil føle sig så slået hjem, jeg er simpelthen nødt til at række ud og bede om hjælp. Det kan også være en enorm sårbart. Det er meget, meget sårbart. Så det er en anden form for sårbær. Altså det her med at række ud til andre mennesker, sige, jeg vil du lige lytte til mig, vil du hjælpe mig? Må jeg lige lende mig ind i dig i et øjeblik? Jeg har simpelthen, jeg har bare lige brug for nogen at lende mig ind i, så kan inden jeg kan stå. selv igen. Så det er det det er sådan en helt universel sårbarhedsting. Man kan sige det gør babyer fuldstændig spontant. Så kunsten er det her med så lige at finde ud af hvad der er hvad det er der er på på færre i forhold til at få dem tilbage til tryghed i sig selv og væren øh med dig. Og der er der mange svar på det. Men i takt med at barnet bliver større og får mere vilje og får sin egen person altså mere træder igennem som sin egen personlighed og sådan noget ikke så kommer der også sådan lidt mere når vi nu taler konfliktsituationen fordi det er ikke konflikt at vi føler, at forbindelsen er mest er mest brudt mellem os. Det er nemt nok, når din baby pluder og smiler til dig og siger da da da rækker ud og ærer dig og du ved griber fat om dig og laver sjove ting. Det er meget nemt at føle sig i forbindelse der. Det bliver sværere, når du har sådan en treårig, du er ikke min mor, jeg hader dig. Og smadrer ting og spyt dig og tisser på gulvet og sådan. Du ved, altså det er meget mere bøvlet. Og også teenager der smækker sin dør og sådan noget, f*** dig, jeg gider ikke noget med dig at gøre. Altså der der kommer ligesom det bliver mere fejstig, kan man sige, i de her situationer. Så det er også Typisk i konfliktsituationer, at vi bliver mest bekymrede. Vi bliver mest bekymret for relationen. Vi bliver mest ængstige. Vi ryger mest i afmagt og vrede og føler os grænseovertrå. Der er alle mulige andre tilstande, der kommer op som gør, at vi synes, det her det bliver enormt svært. Og det er her grunden til jeg hele tiden så derfor kobler sårbarhed oven på konflikt, det er fordi det er de her situationer, hvor vi synes at komme længst fra hinanden. Og det er her det smerter mest. Og det er også her der kan ske det at der er en konflikt som så på et tidspunkt stop Og alle konflikter altså på et eller andet tidspunkt, så er der våbenvile. Altså på det det fortsætter ikke i det uendelige. Det er ret det kan ret energikrævende at gå og være vrede på hinanden eller have racerianfald eller altså på et eller andet tidspunkt så skifter tilstanden. Men det der er rigtig rigtig vigtigt og det er igen den anden ting jeg vil sige hvis du tager bare to ting med fr det her foredrag. Et misbrug aldrig andre sårbarhed altså. Og når du kommer til det rydd op. Nummer to når du er i konflikt med dine børn. Og det her de kan også sagt det kan også overføres i samtlige andre relationer. Øh med mindre nogle relationer som er destruk Altså hvor vedkommende ikke tager sig af sin, bliver ved med hele tiden at være krænkende i sin adfærd, ikke kan finde ud af at flytte sig, så dem skal du aldrig lukke ind i såhed. Se, det kan være sådan et counterintuitive, fordi men det er et helt andet spor, som jeg taler om på et andet foredrag. Så når jeg taler om at åbne op i sårbarhed, så er det til de mennesker, som også tager sig af sin egen adfærd, sin egen krænkende adfærd. Der er nødt til at være to til tango. Når det er i forhold til dine børn, så skal de bruge dig som projektionslad, når de er børn. De er nødt til at brække deres følelser op på dig, for de kan ikke rumme det endnu. Så for dine børn der er du sårbarhedsankeret. Det er du sørger for at tage og holde altså tager ansvaret for at komme tilbage om at være føle sig følelsesmæssigt forbunden igen. Det ansvaret dit i rigtig mange år, fordi barnet kan det ikke endnu. Og i og med du gør det hver gang, selvom I har haft det største skæneri, forvent skæner og alt muligt, der kommer alle mulige følelser af dig og sådan noget. Det det det er uundgåeligt. Men den der med at du faktisk beslutter dig for, jeg sørger for at komme tilbage til barn, sørger for at vi føler os forbunde. Når du tager det ansvar Så sikrer du, at der er, at barnet faktisk undgår at skal lukke ned for sin sårbarhed. Barnet spad, du ved, spæbarnet har adgang til sin sårbarhed. Det vi kan komme til undervejs med barnet, der så bliver lidt større og begynder at du ved at reagere på forskellige måder, vi ikke bryder os om. Det er her vi kan komme til at få lukket ned for barnets sårbarhed, fordi vi begynder at blive, vi begynder at skille meget ud. Vi begynder at blive moraliserende. Vi begynder at sige, du skal sidde og snakke med mig, så skal du sige undskyld. Der begynder at være alle mulige ting, som vi har lært op igennem tiden, som er ret ubrugelige i forhold til sårbarhed, som egentlig gør, at barnet begynder på den anden side af sådan en konflikt og sige, jamen begynder bare at lukke ned, ned, ned, ned, ned, ned, ned, ned, ned. Øhm, og problemet med det er, en ting er, at vi mister adgang til barnet. Den anden ting er, at at når det barn, så bliver voksne, skal ud i relationer med andre, så vil det være svært at åbne op i sårbarhed i forhold til at gå tilbage og finde hinanden efter en konflikt der, fordi sårbarhedsmusklen er simpelthen, ikke, den er simpelthen ikke optrænet. Den er simpelthen utrænet, og der er en forskansning. Så det er faktisk, jo bedre du er til at tage sårbarhedsansvaret og ved at komme tilbage og sørge for at at okay, nu er mit barn blød som smørlæer sig ind i mig, nu er vi tilbage. Det kan godt være, der sker en konflikt igen om 10 minutter eller om en time eller men lige nu er vi tilbage. Øhm, det gør at det faktisk er det der gør at dit barn ikke udvikler sårbarhed, evned, for det har den lille baby, men faktisk modnes i det og ikke får lukket ned og ikke får få skanset sig der. Der kan selvfølgelig være andre faktorer. Der er noget med, man godt kan komme til at lukke lidt ned i skolen, hvis altså der så det er jo ikke kun dit hovedansvar. Det er ikke sådan noget med, at hvis dit barn har det svært med sårbarhed, så så har du fejlet. Så er det altså fordi jeg ved at mødre kan tage enormt meget skyld og skam. på sig her. Så det er mere for at sige, at du bidrager, men det at du det at du tager det ansvar, så vil du sørge for at dit barn sammen med dig får en fornemmelse for det er muligt. Det er muligt at lande igen i tryghed og tillid i en relation efter konflikt. Jeg vil sige barnet får simpelth neurologiske netværk og den evne i nervesystemet til at vide sådan det er en mulighed. Det vil sige du giver barnet en skarelon for at sige det er sådan her det er muligt for dig at agere i relationer. Ja vi kan blive pisset. tur på hinanden. Ja, vi kan komme til at sige forfærdelige ting til hinanden. Ja, jeg kan komme til at råbe af dig. Ja, jeg kan komme til at skubbe dig. Ja, jeg kan komme til at gøre alle mulige forfærdelige ting. Men jeg kommer tilbage og siger kærligheden består. Og jeg kigger på min adfærd. Jeg tager mig af den. Og det er der, når vi taler spejling. Det er her børn kan begynde at spejle, at det her det er en mulighed. Det er også derfor over tid det, jeg kan se nu min 10-årige søn, fordi jeg har sat en stor ære i at forsøge at gøre det her. Øhm. Og ø og når så og nogen tror det er sådan så må du være super god til sårbarhed, og nej det er jeg sgu ikke. Altså jeg har været helt lukket. Jeg har været fuldstændig forskanset i i forhold til at tå åbne op og lukke nogen ind for noget som helst. Så det har virkelig krævet blod, sved og freaking tårre og øve mig i det her med både tur lukke nogen ind og også finde ud af nogle gange have lukket de forkerte ind og og sådan og altså alt det der som vi mennesker nu gør. Så så det har været jeg har set det som hardcore practice med min søn ikke fordi det skal han er jo ikke et projekt men det er mere den her med at se sådan hvordan fanden kommer jeg tilbage og gør det trygt for ham at læ sig ind i mig og når jeg har jokket i spenat og når jeg har tabt sutt og jeg er kommet til at flippe. Og det er derfor når i hvis dem jer der har fulgt mig og mit arbejde noget tid vil se at jeg meget ofte taler om det her den her reguleringsø taler om hvordan vi finder hinanden igen på den anden side af en konflikt og det er også derfor jeg siger som tommelfingerregel hvis du evner det hvis du evner at og at at tage det ansvar på den anden side af konflikt så gør det faktisk ikke noget de har konflikter selvfølgelig selvfølgelig lad os sige du har et mønster med lige pludselig kø rage fordi du er blevet mødt på en specifik måde da du var barn så du på et eller andet tidspunkt så laver du bare totalt racerianfald eller du bliver fanget i sådan en todags kulde eller hvad afhængig af hvad dit Hvad dit mønster er, vi har alle sammen at forsøge, vi har alle sammen uhensigtsmæssige mønstre, der gør, at vi nogle gange er ulidelige at være samlet. Vi er alle sammen værdige væsner. Nogle gange har vi adfærdsformer, der er ulidelige. Altså det og vi værdigheden er der altid. De ulidelige adfærdsformer er vi nødt til at tage os af. Og hvis du går gjorde din adfærdig igennem en tættekamp, så vil du så vil du vide, hvor hvor det er. Spørg dine gode venner. Spørg din partner. Når du tør at at få et ærligt svar, så vil de kunne fortælle dig, hvor præcis du er sådan rimelig ulidelig i nærheden af. Og du vil meget kunne præcis kunne fortælle dine venner og dine partner. Det, når jeg siger det, Det det under de her pressende situationer, der er du ikke særlig sjov være ned. Altså vi har det alle sammen, og det kommer vi også til udspil over for vores børn. Så selvfølgelig hvis du har et mønster med at hver gang der sker det her, så har du kæmpe reaktion på det her. Der nytter de ikke altid bare komme tilbage, samle op i sårbarhed og sige undskyld og lave love bumbing. Altså så det det går ikke selvfølgelig fordi så over tid vil barnet miste til det bare sådan ja men du går i rage og så kommer du dagen efter og siger undskyld og det kom og puuh det var ubehageligt bare sådan noget. Det er selvfølgelig så du vi skal mere se det som at nogle gange bliver vi så presset at vi havner der men vi Samtidig med at vi går tilbage i sårbarhed, altså vi går tilbage og du ved og er tilgængelige for vores børn at sige, okay jeg er her, ja, vi var uvenner. Tillader barnet være vred på os indtil vreden slipper. Det vil sige vi vi vi danser på den anden side af konflikten indtil vi føler os forbundne igen på forskellige måder finder bliver vi stående i det der ubehagelige felt. Det vil sige sådan jeg tager ansvaret, jeg bliver her til vi har fundet hinanden igen. Så der er både det spor og gør det kontinuerligt lidt set ligesom du børster tænder. Jeg børster tænder du ved to tre gange om dagen eller hvad det nu gør ikke. Så det er også det at sige det er det ikke det gør jeg som en praksis. Det her det er simpelth. Samtidig med at du også lige går din adfærd igennem og tænker sådan okay hvor er det at jeg min undskyldning begynder at klinke hult hvor er det at jeg kommer til at lave den samme automatrespons, som er grænseoverskridende eller utryksskabende eller tillids tillidsbrydende i forhold til mine nære relationer? Hvor er det jeg kører i ring? Og her er det både noget med at bruge sårbarheden over for dig selv have ensomhed fordi de mønstre vil kun være der fordi du er blevet udsat for noget der har tvunget dig til det. På et eller andet tidspunkt hvor det evolutionært giv for dig at have den adfærd i forhold til at beskytte dig selv. Nu hvor du er voksen, så øh så vil den sikkert bare lave mere revage i relationer end den vil beskytte dig. Men det vil føles som om du er nødt til at have det adfærd for at beskytte dig. Så der der er noget med at arbejde på to spor. Og det der skal du også lige kende forskel på hvad hvad er dine smokworks? Altså vi har altid for nogle særheder du ved. Det er ikke det det er ikke det der om hvorvidt du altså man altid er lidt gnaven om morgenen eller man er lidt gnaven når man er sulten eller du ved man er sådan en der har brug for meget lenetid. Altså vi har du har altid sammen nogle som så bare sådan nogle det det er sådan lidt som du er og det er ikke så meget det slip endelig endelig det der altså dine børn kan sagtens rumme at du nogle gange alt sær så længe du slutter fred med din egen særhed. Det er mere de her ting hvor du kan hvor du kan mærke i dit system at hele dit system låser altså det når der sker en eller anden specifik ting, som trigger dig hele dit system låser og du vil du vil typisk vide det du vil typisk når jeg sidder og siger de her ting, så vil du tænke på noget hvor du tænker sådan okay det er når det der sker så ved jeg godt at der det her løber afsted med mig Det føles som om det er et tog der stikker afsted med dig du ikke kan stoppe eller det er en kulde eller nedlugte sådan en en frysning i dit system som du ikke kan smelte og så bliver du pludselig overvældet af tilstand og kommer til at handle på en måde som du godt ved du ikke ønsker og som dine relationer heller ikke ønsker at du at du egentlig udsætter den for. Det er her du lidt den ind som der kærlig skal gå ind og arbejde med det sideløkken. Så det er det her når vi er en konfliktsituation og det er her hvor jeg hører mange. Hvordan fanden ser det ud hvis mit barn ikke rækker ud i sårbarhed? Her vil jeg sige jamen du skal egentlig se det sådan Måske kommer barnet bagefter, det lille barn sådan og rækker ud. Men mange børn på den anden side af konflikt rækker ikke ud. Så det er faktisk noget med, at du rækker ud til dem. Og det er også det, jeg kan se det min søn, han gør nu. Han er han bliver 11 her til i sommer. Øhm, det vil sige jeg har hele tiden sørget for at gå tilbage til ham i stort set alle årene. Og nu er han sådan noget som pre teenalder, sådan at nu hvor han tidligere da han var fire, jamen så gik han amok og smadr ting og han var virkelig rasende og sådan. Så måtte jeg prøve at navigere det. Øh, nu hvor han rigtig sur, så er det mere sådan så bliver han sådan lidt, jeg gider dig ikke. Og så går han, så smækker han døren, så sidder han på sit værelse, og så læser han noget, han er sand, og så sidder han og sur, og så lader jeg ham lidt være, fordi hvis jeg går ind, så siger han: "Skrid, det er mit værelse." Ud. Du ved, der er respekt for, at lige nu jeg, når jeg er i vreden, så gider jeg fandme ikke at se på dig, du ved. Jeg har bare sådan fint. Og så på et tidspunkt så kan der ske forskellige ting afhængig af hvad konflikten er. Hvis det har været en konflikt over, at jeg har været nødt til at enforce en grænse, bare sådan lidt, nej, det her, det er nødt til at være sådan. Jeg ved godt, du ikke bryder dig om det, men det er sådan her, det er. Hvilket vi nogle gange er, som forældre er vi nogle gange nødt til, at vi har et større perspektiv. Det er sådan her. Og jeg kan godt se, du ikke bryder dig om det, men der er ikke noget. at gøre. Øhm, det var for eksempel han fik corona. Han han lå med feber den morgen, hvor han skulle hvor der var faster lavn på skolen. Han var edderpand rasende, fordi han var dybt, han var enormt ked af, han ikke kunne komme, og han var bare sådan, jeg går i skole. Jeg væltede slag og bare sådan lidt, der er ikke noget at gøre. Du du du har feber, og det du skal blive hjem. Og det vil sige, så var han nødt til at skulle komme igennem den der, og så var han nødt for det der sker, når han var nødt til at bruge mig som et projektionsladet, for han havde glædet sig så vanvittigt meget, gået meget ved sit kostume, og det var så det var smertefuldt for ham at at lande i. Der er ikke noget gøre og overgive sig til magtesløserne. Jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke komme afsted. Så jeg var nødt til at være bussemand. Jeg var nødt til at være den, der stillede mig op og sige, det kan ikke lade sig gøre. Fordi så fik han mulighed for at rette vrede mod nogen. Det er sådan lidt, fordi så blev det min skyld. Det var det jo ikke. Men han havde brug for, fordi der håbede sig så meget vrede op, at det der sker. Det der sker, fordi vi har et nervesystem, det vil sige, når vi bomler ind i noget, noget vi rigtig gerne vil have, som ikke kan lade sig gøre, så kommer der vrede. Men men når vi bliver ældre, kan vi lære at sidde med den vrede uden at spytte den ud i hovedet på nogen og sidde og regulere den selv og komme over i compassion til os selv. Okay, det kunne ikke lade sig gøre det, jeg havde håbet på kunne flaske sig, kan ikke flaske sig. Eller også så når vi lige sådan at skrige i frustration. Men jo ældre og mere modende vi bliver, så stopper vi med at losse vreden over på andre, fordi det er ikke deres skyld. Men når vi er yngre, så er det enormt svært, for den her vrede fylder så meget, og vreden har brug for at blive udtrykt. Det er egentlig bare en kraft. Så derfor du er projektionsladet for dine børn. Det betyder ikke, at du skal bare skal være sådan en punchback og bare sådan du bare sådan skal, du ved, sådan gulvtip, de skal walk all over. Du skal bare forvente, at når dine børn virkelig er overvældet af noget, så vil de komme til at brække deres følelser ud. på dig. Ligesom min søn gjorde her. Han var bare sådan, gå væk med dig, det er din skyld. Jeg er sikker på, at far være far ville have ladet være, og det ved jeg hans far ikke ville have lavet taget ham et sted. Det nytter ikke noget at sige det der, fordi han er fanget i vreden. Han er enormt lige der. Han bare overvælder. Vreden har simpelthen kabret hans system. Så det eneste jeg kan gøre, det er, det er sådan lidt, at jeg jeg giver ham plads og siger ham, fint, du det du må gerne, jeg ændrer ikke på han kan komme afsted, men jeg giver ham også plads til at være i vreden, for jeg ved vreden slipper igen. Så der er ingen grund til. Det der er bedst at gøre, når dine børn er i vrede, det er fordi du vil rigtig gerne lære dem ting. Du For jeg vil gerne lære ham at at at ja, livet er nogle gange sådan, at det du havde planlagt, det det vil ikke lade sig gøre. Altså det det går i fisk. Det er den ene ting. Den anden ting er, at du vil også gerne have dem landet et sted, hvor de føler sig forbundet med dig igen. Du vil gerne have dem landet. Du vil du vil du vil enormt gerne have dem landet det sted, hvor I er tilbage. Fordi det der med at stå i et felt, hvor dit barn er vred på dig, det er ikke rart. Altså det det er det er meget ubehageligt. Så så nogle gange kan vi på for kan komme til at prøve på at afbryde vredesperioden. V når man prøver at snakke om brug dine ord og du skal ikke være så vred på mig og det er ikke min skyld. Man kan prøve på alt muligt. Men når vreden har overtaget systemet så er vreden nødt til at slippe igen. Og det kan tage tid. Så kunsten er faktisk her at du står at du evner at stå i det der kaos i dine konflikter med din nærmeste. Og det vil sige det øjeblik hvor dit barn er i vrede for eksempel, så er det en god id ikke at sige særlig meget til dem. Vi har meget fokus på vores kultur i talesæt vrede. Ej hvor er du vred. Nu kan godt nok godt se du er vred. Men sådan noget. Men Og det forstår jeg godt, men der er faktisk ikke nogen, altså typisk det der sker, det vil også ske, hvis din, hvis du er skide sur på din partner eller skide sur over et eller andet, og du står og sådan og og og har brug for at få vreden ud, og din partner, så siger jeg godt se, du er vred. Hold da op, du er vred. Ej, hvor er du vred. Du er godt nok vred. At du har lyst til at flå ham eller hende er levende. Det er enormt irriterende. Så det er mere og mere at forstå, at den her talesættelse af følelser er faktisk bedre at vente med til vreden har sluppet igen. Så det det handler om, det er mere det her med du du er nødt til at lege. Du er nødt til at være i kaosfeltet. Og det vil så sige det situation med min søn, der lod jeg ham bare være. Og det jeg så kan se nu i en alder af de her, hvor han nærmer sig de 11, det er at nu begynder han faktisk lidt at spejle. Han begynder lidt at bruge og og alt det alle de mange timer jeg har brugt på sådan at være vedholdende i forhold til at vi finder hinanden på den anden side af konflikter. Det er mit ansvar. Der kan jeg se nu begynder han at kunne internalisere noget af det. Han begynder faktisk at høste frugterne noget af det fordi så du så går han lidt så lige pludselig så kommer han sådan ud i forhold til noget hvor han har landet hvor han har givet mig skylden hvor det ikke er min skyld. Han er feber. Han har corona han kan ikke komme til fastelavn. Lige der bliver han så Han bliver så ked af det, at han lige bruger mig som projektionslad. Der oplever jeg faktisk, at han nu kommer og siger, jeg er ikke sur, mor. Og det er jo ikke nogen skyld. Du ved, den han får den faktisk selv landet. Og så er jeg bare sådan, hey, det er okay, jeg forstår godt, jeg forstår godt, det var da pisse træls. Og så er vi tilbage. Så det i sig selv er også en sårbarhed. Det er, at han faktisk viser sin refleksion. Han viser, altså jeg har ikke presset ham til at sige undskyld. Jeg har ikke presset ham til at sidde nede og snakke om sine følelser. Jeg har egentlig bare ladet ham være til selv at lande i nogle ting. Så kommer han tilbage og siger, mor, jeg er ikke sur mere. Eller jeg ville også ondt i skralden at gå og være sur og sådan. Det er jo ikke nogens skyld. Du ved, og så kan jeg mærke, så kan jeg mærke, han har behov for at læne sig ind. Jeg kan mærke, han ikke kan lide, at han har råbt af mig. Han bryder sig faktisk ikke om, at han har havnet der, hvor han sådan har skubbet mig væk, så han, jeg kan sådan se på hans kropssprog, han søger forbindelse. Og der gør jeg faktisk det. Jeg har aldrig nogensinde sagt til ham, at han jeg har aldrig i hele hans næsten 11-årige liv sagt til ham, du skal sige undskyld. Det har jeg aldrig gjort. Men han gør det. Og det er derfor, jeg er ikke så pjattet, at det må I lidt selvom fordi I lander i det. Altså det kan være, der kan være forskellige værdier i familien og sådan. Så det blander jeg mig ikke i. Det er mere den her med, hvis du har ven Altså nogle gange kan det være sådan noget med at du har du har sagt til bare du skal sige undskyld og så har de lavt sådan en papegøjer, så slår de søster undskyld, men de forstår ikke hvor de forstår ikke sammenhængen. Så så det der med nogle gange at have isen i maven til sådan ikke at tvinge og ikke at blive moraliserende, ikke sådan der fremtvinge en undskyldning, det kan faktisk gøre det her med at børn at du giver plag du giver sårbarhedspladsen, fordi jeg har han har aldrig nogensinde stået på den anden side af en vredes ud, hvor han hvis han kom til at smadre noget eller altså nogle gange er jeg klippet på ham helt sikkert. Nogle gange jeg tabte sutten helt sikkert fordi jeg ikke kunne holde til hans angreb. Alt altså er du set Så så på den måde er jeg på ingen måde perfekt. Men det jeg har virkelig besluttet mig for, det er uanset hvor elegant eller hvor på ingen måde elegant vi kommer ud på den anden side af en konflikt, at så vil jeg ikke tvinge ham til at stå og sige undskyld. Og jeg vil ikke sådan tvinge ham til, nu skal vi sidde ned og snakke om, hvordan din adfærd har været. Det må du lige få kigget lidt på, fordi jeg kan bare se det, det gør det er, at han duk at han dukker sig. Og det jeg kan huske fra mig selv, det er de situationer, hvor jeg er blevet udsat for det. Ikke fordi mine forældre gjorde det særlig meget faktisk, men men jeg kan stadigvæk huske små episoder, at det gør faktisk at man føler sig så lukket i sit system, fordi det der faktisk sker efter en konflikt, det er der er en råhed. Der er et og sådan vil du også have det med din partner, når du har været i konflikt med din partner. Det du har både en hold dig væk, jeg føler mig såret samtidig med hold en dyb længsel efterfølg dig forbundet med ham eller hende. Der har været en dyb dyb længsel. Det ville være ret ubehageligt for dit system. Det er også derfor nogle gange så er det den første der rækker ud sådan hey skal vi ikke lige snakke sammen og så du ved hvis man så tør at læne sig ind. Det er faktisk derfor efter konflikt når vi formår at mødes i sårbarhed på den anden side det er faktisk der vi nogle gange føler os for bunden som aldrig før. Det var ikke fordi jeg ville anbefale at have konflikter bare for at føle sig forbunden. Der er nogle gange det her med så har man konflikt og så har man makeup sex. Det er ikke det jeg jeg vil sige det oktav højere end det. Altså det det simpelthen er at man man man mærker hvor smertefuldt det er at føle sig disconnected. Og det der med at man tager ansvar for det på den anden side gør faktisk og man og man helt mærker og det er ikke bare en mental beslutning okay jeg siger undskyld til dig så er vi tilbage igen. Der er meget forskel. Du kan godt mentalt og verbalt sige til en person ja det Det var træls. Lad os lade være med at havne der igen. Og så kan din krop være fuldstændig låst. Du kan bare mærke, det kan godt være, vi har aftalt, der havde våbenhvile, men det er ikke forløst. Lige nu af har jeg faktisk ikke tillid til dig, og jeg øh træder faktisk nærmest to skridt væk fra dig. Og jeg kan mærke, jeg begynder at blive overvågen på, om du kommer til at gøre det her igen. Og jeg begynder at holde øje holde øje med din adfærd i forhold til, om der er andre steder, du kan komme til at jokke morten. Og det sker i vores intim. Det sker altså også sammen med vores børn. Så det vil sige, hvis vi ikke får får samlet op i sårbarhed på den anden side af konflikt, det bare er sådan noget, du ved, barnet går på værelset, med et brag, og så snakker vi ikke sammen. Vi snakker ikke sammen om det, og så lige pludselig så æbber det ud, og så er det bare som om, nå, men det nu lav bare som om, det ikke er der. Det har været den klassiske måde at gå til konflikter på. Det er typisk den måde du er blevet mødt som barn, fordi det der har været det, det er det vores forældre har vidst der var muligt. Min mine forældre har haft et stærkt ønske om, jamen vi vil ikke slå vores børn, for de har selv prøvet at blive slået. I hvert fald min, det er i hvert fald min mor, der har udtrykt det, ikke? Så hun har tænkt, det vil jeg ikke gøre, så jeg vil prøve at gøre noget andet. Men hun har jo stadigvæk haft situationer, hvor hun var dybt magtesløs. Så det hun typisk gjort, det enten at sende os på værelset. Altså det var det, der lå i kulturen. Så det her Ikke for at hænge min mor ud. Det var bare sådan det det var de redskaber de havde. Så det der var blåstemet i konturen. Enten isolerer vi for fællesskabet øh og tager ting fra dig, så mister du din iPad. Du mister eller der var ikke iPad på et tidspunkt. Du får ikke aftensmad eller hvad fanden det kunne nu kunne være ikke? Altså det er sådan noget med så kommer du ikke i så kommer du ikke i for sommerland til sommer eller sådan et eller andet. Eller også så blev så var der is med kulde. Sådan noget med at vi voksne kommer til at bære n fordi vi føler os grænseovertrådt og vi føler os magtesløse og så er vi sure i timer eller dageevis som er utroligt frygt lidende for børn. Eller også så laver vi sådan en halvfesen undskyldning sådan undskyld at jeg råbte af dig, men det var fordi du sparkede ud efter mig og og når du gør sådan noget, så er jeg nødt til at råbe af dig, du ved. Og man kan jo sige, det giver jo på nogen måde altså umiddelbart en logisk mening. Problemet er bare, at når vi gør det, så kommer vi til at give barnet ansvaret for relationen, og vi kommer til at lukke ned for sårbarheden. For det der med at få at vide, det er det samme. Hvis du kommer og rækker ud til din partner og siger, jeg er virkelig ked af, virkelig, virkelig ked af, at vi havnede, hvor vi havnede. Det vil sige, du begynder at række ud til, at vi kan tale om vi bare haft to perspektiver. Vi har været presset på hver vores måde, og vi kan prøve at møde hinanden her. Hvis din partner så bare sådan, jamen ved du hvad, jeg kan f***, jeg kan ikke tilgive dig, du gjorde det. Eller altså kører på dig, så vil du også altså du ville føle dig poundet. Så den åbenhed der er i dit system, for kan vi prøve at møde hinanden på en måde, hvor vi stopper det her med at pege fingre og stopper med at lave krig, den vil du vil du vil trække dig igen. Eller også vil du prøve at overkompensere, så vil du prøve på at bære ansvaret for hele tiden at regulere din partner, så vil I havne dig hele tiden. Så så det er derfor det her med sovbarhed er så pisse vigtigt. Og det er også Derfor det er så svært, og du skal mere se det som at når du er tilbage med dit barn, for der er mange der har skrevet sådan, hvordan fanden ved jeg det? Hvad gør, hvordan ringer mit barn ud? Hvordan s såbarheden ud? Og skal de komme og sige sådan nu er jeg tilbage igen, og det skal man sidde og snakke om det, så hvordan fanden er det? Jeg vil mere sige, det er en følelsesmæssig tilstand. Det er en tilstand i din krop. Du vil have prøvet at haft et skæneri enten med dine børn eller med dine partnere, hvor I har sagt, ja, nu stopper vi. Der er våbenvile. Vi snakker ikke mere om det, men hvor du over hvor du føler dig rystet en grundv. Altså hvor du føler dig, du føler dig overhovedet ikke landet. Det vil du have prøvet. Så det vil sige på overfladen ser det ud som om at I er venner igen, men du har ikke nogen fornemmelse i kroppen. Du du bare sådan din barn skal slet ikke røre ved dig. Det er utænkeligt du har sex noget vedkommende. Altså du kan du kan slet ikke åbne dig op. Og du kan også have den samme med dine børn, hvor du har sådan lidt, okay, lige nu skændes vi ikke, men jeg kan bare se på blikket, der er ikke øjne. Altså du ved øjnene, jeg jeg er bange for, at jeg er ved at miste forbindelsen til mit barn, for jeg føler mig ikke forbundet med mit barn kropsligt. Jeg føler, der er en kulde og en afstand imellem os, som gør dig ængstelig, som gør dig bekymret og så muligvis presser det ud i vrede, hvis det hvis nogle gange er vreden fordi ængstelsen og frygten ligger lige under versus kæmpe kæmpe konflikt med dine børn råbt og skral altså helt tabsut det er gået helt bananas og så på altså måske ligefrem gået sådan du ved at der er blevet du ved man har slået fra sig og kommet til at ramme en altså det er jo ikke fordi jeg anbefaler jo ikke vi slår vores børn det er mere for at sige nogle gange kan konflikter være enormt voldsomme så det kan godt være du har haft en konflikt som ikke så så voldsomt ud men som ramte rigtig rigtig dybt hvor på overfladen har besluttet nå nu er vi gode venner gennem dæk det du føler og så kan jeg jo haft måske en konflikt med de børn hvor de er gået fuldstændig var fuldstændig freaking kaos altså du har råbt som du aldrig havde troet du ville råbe før eller du du var altså du har du har været så presset at du har reageret voldsomt end du måske nogensinde har oplevet dig selv men på en eller anden måde har du formået at stå i det kaos du har formået at stå i den skyld der opstår i dig når at for vreden slipper i dig bare sådan lidt okay det her det nødt til at tage ansvar for og du har formået at blive at gå tilbage til dit barn og rumm dit barn har været vred på dig har været blevet forskræ og sige skrid og det må du aldrig gøre igen. Og hvad er det du kommer? Du har bare været sådan bring it on. Jeg står og jeg går ingen vegne og jeg forstår det. Du forstår dig selv. Du har ninsomhed overfor dig selv for du ved godt hvorfor du reagerede. Muligvis vil sige du var presset eller livsomstændighed eller ansvar eller dine egne traumer der er blevet trigget som ikke er dit barns ansvar. Så det kører inde i dig. Så det har du compassion for samtidig med du står der med dit barn og siger jeg forstår godt du bliver vred. Forstår det godt. Jeg kan ikke fjerne det. Så du må være i tilstanden. Og så på et tidspunkt så æber vred ned af dit barn. Og så kommer den der åbning og sårbarhed til sig jeg har ikke lyst til at være vred på dig mor. på far. Jeg har, jeg har lyst til at føle mig forbundet med dig, men jeg skulle af med det her først, fordi det der skete vækkede min kamp og flugt. Det er selvfølgelig ikke det dit barn siger, men det er det der sker. Det er faktisk det der ligger i, når dit barn rækker ud og siger og og det den måde du kan se at dit barn er i, hvad skal kalde det autentisk sårbarhed, den synes at være universel. Det er at når vi er tilbage, når vores krop åbner sig igen, når tilliden lander igen, det der sker, det er at vi har lyst til at røre ved hinanden. Vi har lyst til at smile og grine. Vi har lyst til at være tæt på. Vi har lyst til at være følelsesmæssig. tæt på. Og vi har typisk også lyst til at være kropsligt tæt på. Og her kan det så variere. Altså ø min søn på på de her knap 11 nogle gange er han utrolig puttetrol, ikke? Altså både når når vi er føler os bundet, men også på den anden side af konflikt, så kan han være sådan mor jeg elsker dig, mor. Og nogle gange er det bare sådan, jeg er okay mor, nu er jeg ikke sur på dig mere. Og så siger jeg sådan okay skal vi snakke om nej det snakker om, men men han siger det på en måde, hvor jeg kan mærke, vi er tilbage igen. Så det er også mere, så derfor er jeg også lidt forsigtig med at putte for meget ø gør det for firkantet, hvordan sårbarhed ser ud. Fordi så kan du føles som om det er sådan en opskrift. Og så kan har jeg forældre nogle gange sådan gud mit barn siger ikke undskyld eller mit barn rækker ikke ud eller mit barn kommer aldrig på den anden side. Jeg bare sådan det der med at du skal holde øje med hvordan dit barn gør det. Og det meget handler om din følelsesmæssige forbindelse til dit barn. Og det handler også meget om hvordan du har det i din egen krop. Fordi nogle gange kan det faktisk godt være dit barn åbner op i sårbarhed eller kommer og siger nu er jeg altså ikke sur mere. Men du er blevet så rystet over det der er sket mellem jer at du er gået engstøse. Du føler ikke det er godt nok du Du føler også bare sådan, det er ikke godt nok, fordi mit billede af, at vi føler os forbundet, så har vi siddet og snakket om det her, eller så. Så så nogle gange kan dine forventninger om, hvordan et sårbarhedsmøde ser ud, øh, faktisk kom til at spænde ben. Så derfor vil jeg anbefale dig, og det der bliver vi prøver at lave nogle af de her øvelser til sidst i foredraget. Det der med mere om at gå ned om i stedet for at prøve at regne den ud heroppe. Jamen, skulle vi ikke snakke om det? Jamen, skal have mit barn ikke gøre sådan her, eller har jeg nu ødelægt relationen for for livet og sådan noget. Men jeg går ned og mærke i kroppen, hvordan har du det på den anden side af en konflikt? Og Og det er faktisk vigtigt, at du bruger tid på at komme tilbage i dig selv, når du er rystet i relation til dine børn, og du lige der ikke ved, altså hvad fanden gør jeg lige nu? Jeg forstår ikke adfærden, og skal jeg sætte en grænse, skal jeg hvad? Altså, vi bliver alle sammen, vi bliver utrolig forvirrete i forhold til til børn hele tiden. Og så så forvent det sker. Forvent du bliver hylet helt ud af den mange gange. Så så kunsten er det her med at vide, okay, jeg finder altid en vej tilbage til at vide sådan, okay, ja, det var en grænse, jeg skulle stå ved, øh, og barnet måtte rase på den, når det sidst lande og overgive sig til, at det det er sådan her, det er uden at jeg du ved behøver at lave magtanmindelse og alt muligt andet, ikke? Nogle gange er det rigtigt. Nogle gange går man ind og reviderer bare sådan: "Nej, okay, det var ikke jeg altså vi bliver enormt forvirret." Men når du først har prøvet flere gange, at I har været ude i det kæmpe kæmpe konflikt og har fået den landet. Den måde som jeg hører forældre resoner på, det er når jeg taler om reguleringscyklussen, der er vreden, der er, jeg ved ikke noget, hvad der gør, du må ikke kigge på mig, du skal ikke røre ved mig, jeg løber væk, og jeg smæker med døre, og så på et tidspunkt kan det være, så skifter tilstanden. Det er det sværeste sted at stå, det er vreden. På et tidspunkt skifter tilstanden. Nu skal hvis barnet falder og slår sig lidt eller på en eller du ved vi parerer lad os sige barnet slå ud og vi lige parerer rammer en knogle og det gør lidt ondt på barnet det er ikke fordi vi ønsker det skal gø ondt men det der med at at barnet skifter tilstand og så kommer der gråd og det er faktisk i gråden er en større der begynder barnet at åbne op for sit system mere i vreden er der bare blank afvisning det det det er det der ligger i vreden vreden er en græns det er en der er en adskæelse mellem dig og mig og du skal bare pisse af med dig altså det ligger i kamper flugt men når gråden sætter ind så begynder den her vrede at fordampe. Altså man kan nærmest siger vil gråden måske faktisk være med til at forløse vreden. Altså faktisk måske gør at vi vi udskiller den adrenalin og kortisol der ligger i vreden, fordi det kan kroppen ikke holde til at være i. Så alle tilstalde vil skifte igen. Så kunsten er også at vi tør være i tilstande og lege lidt med dem indtil der kommer et skift. Og når gråden kommer så begynder der at være en sårbarhed, fordi så begynder barnet faktisk at række ud eller du har haft mulighed for barnet vil typisk gerne røres når der kommer gråd. Og så spørger mange, hvad nu hvis barn aldrig græder? Hvad nu hvis mit barn er lukket ned og aldrig mere rækker ud? Hvad nu hvis jeg er kommet til? Eller der er sket noget ved vi har haft mange konflikter ind på periode, hvor vi ikke har fået samlet op på den anden side, så barn nu ikke nærmer sig bagefter. Og her er kunsten så langsomt at få gjort det trygt for dit barn at åbne op i sårbarhed igen. For det kan godt, det kan godt være, at du er kommet til at skabe et miljø derhjemme, hvor dit barn føler sig, nu skal jeg sidde og snakke om det her, eller nu skal jeg sidde, nu skal jeg sige undskyld, eller nu skal jeg forstå det på en bestemt måde, som min mor eller far ser det. Jeg skal æde deres verdensbillede, du ved, før de er okay. Så jeg får ikke engang plads til at fortælle, hvordan jeg oplevede det, eller jeg får ikke plads til de følelser, jeg har omkring det. Okay. Okay. Det er jo ikke okay at blive vred. Det er stadig stadigvæk svært for os at rumme børns følelser. Vi er meget mere fokus på det end andre generationer har været tidligere omkring børn. Vi har meget mere fokus på det, men vi forsøger også at lære det som du vil lære at svømme ved at blive kastet ud på dybt vand. Fordi de fleste vi er ikke typisk ikke blevet mødt i alle vores følelser som børn. Fordi det var stadigvæk meget kollektivt accepteret at få lukket ned for børns følelser, da vi var børn. Og endnu værre jo længere du går tilbage i tiden. Så vi er lidt på glat is her. Altså vi ligger lidt og plasker rundt og har sådan altså hvad fanden er det okay du reagerer sådan skal jeg sætte en grænse. Nu bliver følder jeg mig grænse over trå. Så du ved, det er lidt, det er ikke nemt det her. Det og det er også derfor, jeg tror det her med sorbø resonerer hos så mange for det er pisse svært. Og vi er ikke i tvivl om hvordan det føles, når vi lander en konflikt, der føler os forbunde. Vi er heller ikke i tvivl om, hvor ubehageligt det er at føle, vi har en konflikt, eller der er en afstand, eller der er et eller andet, der der er ufærdigt med familiemedlemmer, med venner og veninder. Altså det det er utrolig ubehageligt. Medmindre man er decideret personlighedsforstyrret og over de dyssociale personlighedsforstyrrelser. Og her vi jo mere over i psykopatien end for selv narcissister ville det være dygt ubehageligt. De vil ikke vide, hvad de skal gøre ved det, men det er ikke rart for dem. Øhm, så så med mindre så så så er det altså virkelig virkelig ubehageligt at have sådan noget usagt ufærdigt. Og samtidig kan godt være, man har føler man har fået sagt, og det må man sige, men at der stadigvæk er en kulde eller en form af afstand. Og det det det er mere en kropslig oplevelse versus at den her med at børn bliver bløde som smør. Så det var en dag jeg startede for lang tid siden i forhold til det er det forældre jeg hører dem sige, og det er det jeg oplever. Den måde du kan når at sårbarheden, når du mærker den, så er det som om at dit barn bliver blød, så det som om de smelter ind i dine arme eller de smelter ind i din tillid eller de smelter. Det er ikke sikkert de er så fysiske. Nogle børn er meget fysiske, nogle er mindre fysiske. Men du ville stadigvæk kunne mærke det. Du ville kunne mærke det som om nu er mit barn tilbage igen. Du ved, der er en livelighed, der er liv i øjnene. Der er en, der er sådan, du ved, hurtigste smil, der er en, der er sådan naturlig øh sådan hjælpsomhed. Der er sådan naturlig rækk ud. Der er en naturlig lyst til at være tæt afhængig af hvor hvor kropsligt dit barn er, fordi der er forskel på det her. Men du vil kunne mærke det. Jeg kan se når jeg spørger forældre, fordi det er det første jeg spørger om, når der er forældre, der rækker ud i forhold til de mange konflikter. Hvordan lander I dem? Konflikterne er mindre er mindre vigtige egentlig, fordi det det går det går typisk. Vi hav briller. Det der er det der er det afgørende, det er hvordan lander i dem. Hvad sker der? Og det er der, hvor jeg har øje for og tit ofte siger forældrene: "Nå, men der men vi får den altid landet eller du ved vi så så du ved der ikke, vi kan bry os ikke om det, og så vil putte eller vi får den landet, og så finder vi hinanden igen. Og det er sådan lidt godt og den der med at finde hinanden igen, det der der synes netop at være det her med finde hinanden. Det at vi kan bare mærke, der er en naturlighed ved at være sammen. Der er en lyst til at være sammen. Og systemet er i ro. Der går ikke den her overvågenhed på Gud. Er relation ødelagt for evigt? Øh, hvad sker der fremad? Kommer det til at ske igen? Hvad betyder det her? Altså det det er som om, at at der der er igen en resonans mellem barnets og vores nervesystemer, hvor det er trygt og rart at være. Uanset om man så laver noget sammen eller ej. Man kan bare mærke, man kan mærke man er tilbage igen. Øhm, og for dem af jer der måske sidder derude og tænker sådan, det kan jeg ikke mærke. Jeg kan ikke mærke det med mit barn. eller eller jeg kan ikke mærke det med min partner. Og hvis du er en af dem, der har det sådan, fordi nogle af jer vil have det sådan, så er det nok fordi, at I ikke har oplevet, at jeres forældre nogensinde. Og det kan godt være, I aldrig nogensinde har haft oplevelsen af at nogen har taget det ansvar sammen med, da I var børn. Så I har ikke fået den oplevelse sammen med jeres forældre, hvordan det er at føle sig sådan helt krympet sammen og sådan helt gjort forkert eller sådan helt vred eller et eller andet, hvorefter at det så ikke minutter eller timer senere føler sådan helt, at det helt slipper igen. Okay, det kunne vi godt, det kunne vi godt gennemgå. Det kunne vi kunne godt finde hinanden her. Og det vil Og, og det er mere, hvis I ikke har den oplevelse i nervesystemet, så betyder det faktisk, at det er noget, I skal ud og og prøve på at skabe. Så det er også bare med at have enorm nemsomhed, at det handler ikke om, at du ikke evner det. Og det evner ikke om, at du ikke er berettiget eller du ikke er værdig til at blive mødt sådan. Det handler mere om, hvordan du desværre er blevet mødt. Altså hvordan du er blevet conditioned. Det handler mere om hvad der ikke er sket. Hvad forældre ikke evnet muligvis fordi de de heller aldrig var blevet mødt sådan. Og til dig vil jeg bare sige det er muligt. Og og grunden til jeg ved det er muligt er fordi at jeg selv gør det og ser mennesker gør det hele tiden. Det er muligt at opøve sådan en sårbarhedsmus. Altså gen genfinde det kompas i at føle sig. Okay. Nu er jeg helt derude hvor jeg er rasende eller enormt engstig eller pissebanke eller bekymret og faktisk komme tilbage både føle sig hjemme i sig selv men også føle sig hjemme i relation med den anden. Det er muligt. Og det er muligt Det er muligt at opøve, selv hvis du sidder og tænker sådan, det der, det kan jeg godt mærke som læng, men jeg har faktisk aldrig rigtig prøvet det i praksis, fordi at du er måske blevet udskammet, udskæt og fået at vide, du det er din skyld, at vi havner her. Så du vil hele tiden skulle pakke dig væk, da du var barn. Eller måske for dine forældre er havnet et sted, hvor de ikke anede, hvad de skulle stille op på den anden side af konflikt. De klassiske måder, som forældre, vores forældre og den sidste generation øh har håndteret det her på, det er det der med inden at s på værelset eller ignorere skæ ud, isolere for fællesskabet eller prøve på at tage ansvar ved at sige undskyld, men samtidig sige, men grunden til jeg blev så vred var fordi det var noget du gjorde. Så det vil sige mændet eraser alt det der. Undskyld første. Så kunsten er faktisk noget du går tilbage til dit barn selv. Selv hvis dit barn har sparket og slået dig og råbt ting efter dig og sådan noget, hvor du egentlig føler dig grænseoversk, selvfølgelig vil dit system reagere på det. Men det med have en forståelse på, hvorfor er det mit barn gør det? Okay, lige nu er mit barn så fanget i vreden, at det er ikke personligt. Det handler om noget andet. Og man kan sige, selvfølgelig skal barnet lære at navigere i det, at det ikke er hensigt. mæssigt, men det handler om den følelsesmæssige modenhed. Den måde du hjælper den følelsesmæssige modenhed er ved at holde døren åben til sårbarheden. Så det at du kommer tilbage når dit barn er landet og ligger der og er pisse utryg og savner forbindelse med dig ikke kan række ud. Finde ud af at række ud endnu grundet alder øh og umodenhed for dit barn skal være på umod. Så samtidig med at at det ansvar egentlig ligger hos dig det at du så kommer tilbage og tager det ansvar at du faktisk godt kan sige undskyld jeg råbte dig det må have været meget ubehageligt. Og så kan det godt være der kommer et vrede igen. Og så du ved også godt at du vil faktisk gerne have barnet til at kunne sige undskyld jeg bed dig eller undskyld jeg sparke. Du vil faktisk altså du ikke fordi det er selve ordet undskyld du er efter men du vil det du egentlig gerne vil have det du vil gerne have barnet for for en selvindsigt for en selvindsigt over hvad hans eller hendes adfærd har gjort ved dig fordi du har sådan lidt du er nødt til at lære at hvis du gør sådan her ved dine venner så vil de ikke have dig hvis du hvis du ikke hvis du ikke lærer at styre dine følelse i relationer så mister du relationer så du er også oprigtig bekymret for om dine barn lander nogle indsigter i forhold til hvordan fanden er det vi begår os relationelt og dermed øver sit barn sig sammen med dig Og her vil jeg bare sige, at det med sårbarheden egentlig er den største lærmester, fordi når du formår at stå og have is i maven og så holde hjertet varmt og hovedet koldt og faktisk lige holder tand for tunge og ikke er for hurtigt til at presse dit barn til han skal han hun skal sidde og snakke med dig og skal lære sige undskyld og du må også kunne forstå og du må forstå din adfærd hvorfor vil du ikke det typisk hvis du sætter noget at gøre det så vil du op i dit barn bliver sådan helt du ved kollapser enten som lille fjoller rundt og la la la fordi det er ubehageligt det er enormt ubehageligt at være der være det der rå sted hvor de ønsker forbindelse så skal man sådan til at tage til nu må du kunne forstå det er vanvittigt ubehageligt og med årene så vil du se at de prøver det kan godt være de tvinger sig fordi de ved jeg undslipper ikke. Jeg undslipper ikke. Du tvinger mig til det hver gang. Så jeg jeg får først frede når når dit system at jeg har siddet og snakket og sagt ja ja det skal jeg nok huske til næste gang. Velv barn har sådan jeg ved da ikke hvornår jeg bliver vred igen. Jeg ved jeg ved da ikke hvornår jeg jeg bliver taget af et tog. Altså det det men de prøver på at sige det til dig for fordi de du slipper først. Barnet får fast fred når du når du slipper dit behov for at blive set og forstået på en vis måde. Så du skal faktisk være villig til at sætte det behov lidt til side og stå der og sige, okay, lad os lige finde hinanden. Og på et tidspunkt, når du kan se, der er en åbenhed, sombred, et blik en rækken ud sådan: "Hey, kom lige her, skat, du ved, eller lige røre eller skal vi ikke lige ligge her og putte sammen?" Og så den der, du kan mærke, når dit barnsystem begynder at åbne op her, kan du så måske begynde at tale om bare sådan hold da op, hvor blev vi vrede på hinanden, hvad? Eller og så vil jeg faktisk sige, jeg vil et godt råd kan være, du kan i hvert fald prøve det. Du kan prøve det her med faktisk at vente med at sige noget, fordi det jeg oplever, vi kommer til, det er vi er så øh, vi vil så gerne lære vores børn det her. Så vi kommer faktisk til nogle gange at være for hurtige til sådan at prøve at snakke, nu skal vi snakke om det der skete. Fordi vi så gerne vil have de lærer deres oplevelser, så det bliver nemmere for dem at være i relation ude i verden. Både i forhold til ikke at grænseoverskridet andre, men også i forhold til at stå fra over andre grænseoverskridder dem. For det det det det det er en dyb længsel og bekymring hos os, at vores børn skal lære det. Øh, og når vi nu kigger på, hvor svært det er for os selv, altså vi øver os selv hele tiden, så det så så det det er ikke underligt. Men kunsten er for jeg vil faktisk bede dig om at prøve på at sige mindre. Altså mere gør det mere og bare komme tilbage og sige: "Hey, kom lige her." For når du siger mindre, når du tager ordene ud og ikke har det her behov, du skal have dit barn et sted hen, og du skal ligesom have Gud have, du skal ligesom forstå, at dit barn siger, ja, jeg forstår godt, hvad du siger. Godt, okay, så håber vi, det er klaret. Men det er ikke ordene, der ændrer den måde, vi regerer nervesystemet på. De er en medspiller. Selvfølgelig, de er en medspiller i forhold til, at vi danner mening af de ting der er i vores krop. Men hvis du kan holde holde den til egentlig bare at ræke ud og sige: "Hey, skat, kom lige her. Hold da op, I bliver sur." Eller bare sådan nogle, "Nå, kom her og så bare prøv at lade være at sige noget, hvilket vil være svært for dig sikkert, men prøv at lade være at sige noget, fordi her begynder du faktisk at give plads til, at dit barn kan begynde at sige noget her. Så det, at du giver pladsen på den anden side, du kan se dit barn har sluppet vreden og sådan lidt står der og har rå, og du ikke begynder at presse din forståelse af, hvad der skete ned eller afkræve en forståelse, hvor barnet står lige der, du ved, jeg har ikke lige fundet hoved eller hale i det her nu, så kan du ikke bare bare lige give mig bare lige hold mig. Bare lige hold mig. Vi det der faktisk det der faktisk vidunderlig smukt der kan opstå, når du gør det, det er dit far, dit barn begynder at sige de ting til dig, som du havde håbet barnet kunne sige, når de stod, når I stod og råbte af hinanden. Det er faktisk, du giver pladsen barnet til at at træne sin selvrefleksionsevne og være i sårbarheden og give sin give sin historie til dig. Øh, og det vil han hun kun gøre, hvis de ikke hvis de er helt trygge i, at du ikke misbruger sårbarheden, at du ikke kommer til at sige, jamen du har jo også tendens til at blive så ras og blive så vred, så nu skal vi altså have gjort noget ved det, fordi barn så har bare sådan, jeg ønsker jo ikke at være der. Nogle gange, så havner det, jeg forstår det ikke engang selv. Så vi kan komme til at lave utrolig mange fodfejl her. Og det gør du ikke, fordi du er et ondt menneske eller fordi du ønsker at komme til at lukke ned for dit barns sårbarhed overhovedet. Du ønsker faktisk at barnet skal styrkes i sin selvreffivitet. Det er et stort, det er en stor længsel hos dig. Men vejen derhen kan bare se lidt anderledes ud. Og derfor kan du fare lidt vild, fordi dine forældre har ikke sikkert givet dig særlig meget plads til at nå frem, til at at forstå hvad der skete, få pladsen til at talesætte det samtidig med at du faktisk bare blev lyttet til med respekt, ikke? For og det er ikke fordi dine forældre er unge, men fordi de har heller ikke lært det, og deres forældre har ikke lært det. Så det er som om vi er kommet til steder, hvor vi har sådan okay, nu har hjulene kørt, de har kørt den her vej. Vi vil gerne have den til at køre den der vej. Så vi er nødt til nogle gange sådan helt at stoppe op. Okay. Det jeg har, det jeg typisk er blevet mødt med, sådan det for ikke at give det videre, det virker sgu ikke rigtigt. Så jeg er nødt til at prøve noget andet. Og det kan, derfor kan det også godt virke lidt voldsomt i dit system. Altså det har jeg det, det jeg tror, det er nogle af de smukkeste stunder, jeg har oplevet med min egen søn. hvor han har været i modstand på et eller andet. Et eksempel var, at han blev skide surur på en pigeeklassen. De skulle have sådan nogle nissegaver til hinanden. Blev han skide surur over, han havde fået en eller anden pige i klassen de der var, han ville bare have en af sine venner, og det trak han ikke. Og det er sådan en almindelig ting. Altså man skal lære at håndtere de der små små nederlag i hverdagen, ikke? Men han kunne simpelth ikke holde det inde. Altså han blev lige der så påvirket af det, han ikke kunne holde det inde. Så han kommer til at afsløre, hvem han skal være nisseven for. Og hun bliver jo selvfølgelig skide ked af det. Hun bliver selvfølgelig skide ked af det. Han er bare sådan, det gider jeg gider kraftedeme ikke at være hendes nisseven, du ved. Og det det er det der med, at han han kommer kommer til at sige noget upassende. Han kommer faktisk til bare sådan at spytte sin umiddelbare følelse ud uden lige at have filter på, ikke? Hun bliver skide ked af det. Øh, og der er jo noget for mig sådan, hvordan fanden får vi den her landet? Hvordan får han Jeg ønsker jo, han forstår, jeg ønsker han forstår, at han har faktisk kommet til at gøre en en ked af det her. Øh, det var ikke hans intention, men det var det der skete. Øh, og det er også den her med, og der var jeg var sådan mere, fordi jeg kan godt se, da jeg så henter ham, han stadigvæk sådan i vrede over det, fordi han ved, at du ved, jeg får det lærerne og sådan noget, fordi det og det er jo så fint, fordi det skal håndtere noget der. noget i dynamikken, og børnene skal lære at indgå i de her dynamikker. Så vi forældre også nødt til at blive involveret i forhold til, hvordan fanden får vi dem lige landet i det her? Og han var som en tordensky, og han vil aldrig i skole, og han skulle aldrig mere være med i næse. Altså det blev sådan meget som det nu er. Og igen det her med nu, nu lyder som om jeg udstiller ham, og det er det bare sådan en episode. Jeg kunne også have brugt noget for min egen barndom. Det der sker, det er ikke så vigtigt, det er ham eller mig. Det sker i alle mennesker. Når vi er fanget i vrede, bliver vi enormt sorte hvid. Vrede. I vrede er der en fjende. Og der er en, altså der er noget vi skal beskytte. Uanset om vreden er berettet eller ej. Nogle gange er vrede enormt berettet i forhold til en grænsesætning. Nogle gange bliver vi tricket, så bliver vi vrede, fordi tingene ikke lige er, som vi gerne ville have haft det. Øhm, så du ved, jeg prøver sådan bare, du ved, jeg kan godt høre, han har fanget på alt det, der kommer ud af munden på ham i bilen hjem, kan jeg høre om han da han er, der er ingenting, han vil, og han vil gå i skolen, og det han tager aldrig det det når vi er i vrede, så er det altid sådan noget aldrig og intet. Altså det er meget sort og vildt. Og du ved, jeg lader ham egentlig bare sådan lidt lidt rage, for jeg har sådan jeg kan ikke hans hans hjerne, når vi har er virkelig virkelig vrede. så fungerer vores hjerne ikke særlig godt. Og det er nytter ikke noget, jeg kommer med en masse ord til ham. Så du ved, så jeg lader den egentlig bare sådan lidt køre, hvad på et eller andet tidspunkt slipper vrede. Men inde i mig kører der jo alt muligt. Jeg har bare sådan lidt, der er alt muligt uh pu åh nej. Og jeg tænker sådan åh den snakkes pige, du ved, jeg ved hvordan det er som pige. Jeg kan huske, hvordan det er som i pige i klassen, og så er der nogen der har sagt noget, så er jeg blevet enormt ramt af det og sådan noget. Hvordan? Og jeg bare sådan å så skat, du ved, og sådan. Og jeg har sådan en fan får jeg lige lært ham, og hvordan får jeg ham lige ind til at mærke det der også uden at han ryger ud i alt muligt skyld og skam, men samtidig med han kan mærke sådan hov, sådan han kan tage det med, så de kan sætte sig som en læring og en visdom, han kan tage med sig, så alt det det kører ind i mig. Men du ved, jeg siger noget, for jeg har sådan hvordan fan jeg har hvordan fan får jeg ham derhen? Du ved, hvis jeg prøver sådan på at at være pegefinger nu, hvor han er i vreden, så vil han bare skubbe mig væk, og han vil skubbe hende mere væk. Altså det vil ikke, det vil ikke gøre noget. Så jeg er sådan lidt nødt til bare at lade ham være i den der, hvor jeg du ved bare, men men jeg jeg feeder den heller ikke. Jeg feeder heller ikke sådan noget med, nå, men det var da også træls, det er da også syndt for dig. Altså, du ved, det gør jeg heller ikke. Så jeg står lige i balancepunktet mellem, jeg kan godt se, du er vred. Ja, det ved jeg ikke helt enig. Jeg bare Sådan. Og det der med han sådan aldrig vil i skole og sådan noget, det siger jeg ikke noget til. Så jeg giver ikke næring til den. Jeg har sådan det du ved, så jeg glider bare sådan af. Har bare sådan lidt der er ingen grund til at jeg sådan fuer mere på det der vredesbål. Fordi det der sker med vrede det kræver ret meget livsenergi at være i vred. Så på et tidspunkt så vil tilstandskift. Og du ved så er der sådan lidt vied han kommer lidt ud af det og sådan noget og og så lader vi den ligesom være. Og så går der noget tid øh hvor det ligesom den her vrede slipper. Og det er typisk det der sker. Og det vil du kende fordi det er fuldstændig universelt. Og det er også derfor eksemplet med min søn kunne blive være så mange andre. Det det er ikke så vigtigt, hvem det er. Når vreden slipper, så begynder vi at mærke. Så begynder vi at mærke. Så det er også der, når du har været i skæneri med din partner. Du i går lige hver til sit på et tidspunkt, så så lige der har du sådan noget rightful, sådan det er også din skyld, og du sagde, og du sårede mig der. Der er sådan alt muligt på vedkommende, ikke? Når vi så lander, så ville der stadigvæk godt være nogle, ej det gjorde ondt det du sagde lige der. Men du ville typisk også få øje på de andre brikker og bare sådan puuh, jeg må også, det var nok heller ikke særlig rart lige, jeg sagde det og det og det. Og jeg kan også godt se, måske trickede jeg lidt meget. Måske var det slet ikke det der l i det. Du begynder at blive meget mere nuanceret. Det kan du ikke i vrede. I vred der er der der er dig og det det det mig og mig altså også og dem også det er simpelthen det der ligger i vreden. Så er det også derfor når vi er virkelig virkelig vrede det kan være en god ide at tage sådan det eneste tidspunkt en timeout giver mening egentlig sådan en forældre timeout eller en voksen timeout når man er så vred at man tænker sådan nu kommer jeg muligvis til at sige ting, som gør det hele værre så jeg trækker mig lige og får det lande så kommer jeg tilbage og taler fra et andet sted taler om de her udfordringer fra et andet sted fordi vi kommer til at være meget angribende. Så det der jo så gjorde det var at at og og det og det Det ved jeg altså mit håb var okay på et eller andet tidspunkt når det lander gad vide om han bliver mere nuanceret her uden at jeg skal til at give ham de her nuancer prøve at proppe dem ind i ham for det er ret ubehageligt det at blive moraliseret er pisse ubehageligt selv for os voksne. Altså det det det er virkelig træls og det er ikke det vi lærer af. Så jeg lader ham egentlig bare lidt være øh og så på et tidspunkt så opsøger han mig sådan og så kommer det faktisk ret spontant og han siger sådan okay jeg har det faktisk skidt med med det jeg gjorde. Jeg kan godt se at hun blev rigtig ked af det og det hun er ikke en af mine venner men og så ogog så bøde jeg ind og bare sådan nej det kender jeg godt. Kender godt det der med at man har råbt af nogen eller man har været blevet rigtig sur på nogen som man ikke er specielt gode venner med og lige der kan det føles rart at blive rigtig sur fordi detværre hvis det er en af ens gode venner men der sker faktisk det på den anden side at når vreden slipper så at det er ikke man finder ud af at det er faktisk overhovedet ikke rart at have gjort nogen kede af det uanset om det er nogen man er rigtig gode venner med eller ej der er faktisk noget inde i os mennesker hvor vi ikke bryder os om det og det vil sige så tog jeg snakk med ham fordi det han egentlig kom tilbage ved han kom faktisk tilbage og søgte min vejledning og han har sådan en hvad fanden er det der sker når det her det sker han prøvede at forstå sig selv han prøvede at forstå hende. Så i stedet for at prøve på at presse de her ting ind i ham, da han var i vreden, så venter jeg til vreden har slapt. Og der er den her sårbarhedsåbning, der er refleksionsåbningen, der er muligheden for at tage visdom ind, hvor han kommer af sig selv. Og det er her, hvor jeg siger virkelig være opmærksom på, hvordan er hvordan lyder dit barn? Hvordan rækker din barn dit barn ud efter din guidance? Virkelig hvad op. Det kan børn gøre på forskellige måder. Og jeg kan se det, jeg har sådan, jeg kan se det i hans, det er op for, det er hans blik. Det er den måde han stiller spørgsmål på. Det er den tilstand, der er i hans krop. Og det er sådan den den måde han sådan nog så kan jeg se han sådan går lidt rundt om mig og så får han spurgt om et eller andet og så kan jeg se så jeg holder sådan øje med ham sådan og så prøver jeg sådan at være tilgængelig på en måde hvor jeg laver min eget så det ikke bliver sådan nu skal jeg s og kigge på dig og så skal der komme noget fordi det ved jeg det bryder han sig ikke om det bryder de faste sig om men du ved så jeg kan såd jeg kan sådan se det i hans kr han sådan nærmer så jeg kan se han sådan går han er landet et sted hvor han ikke er vred mere der begynder sådan at komme flere nuancer på og så er det meget vigtigt her at holde alt morale ud fordi hvis du stadigvæk er bekymret hvis du stadigvæk er vred og hvis du stadigvæk har sådan åh gud mit barn lærer aldrig at fungere i relation og mit lærbær det kommer til at være for grænseoverskridende mit lærer mit barn lærer aldrig altså grænser. Vi kan være i alle mulige bekymringsbord. Problemet er, hvis du er i bekymringsbror, så kan du ikke byde ind med visdom. Visdom kan kun komme fra sådan et coherence system. Kan kun komme for et system, der er i balance. Så det vil sige, jo mere dit barn er ude af den, jo mere dit barn er havnet i noget mørke og ude og eksplorere et eller andet i forhold til sådan puuh der er lige eller havnet et eller andet, der er lidt svært, jo mere skal du faktisk være en cheerleader for dit barn. Sådan som du skal nok komme ud på den anden side, og jeg kan bide ind nogle brudstykker, men du skal vide hvornår i processen du gør det. Så når han er modtagelig for min visdom, så kunne jeg skrue op for den. Og så er det meget den her med jeg tager den meget generelt. Ja, det er det der sker med det sker også i mig. Og det lærer man af. Og det er bare sådan og hvad synes du så vi skal gøre nu? Jamen nu nu ville han faktisk gerne have vi gik over og købte nogle fine nissegaver til hende, så han havde styr på det. For han sådan så skulle hun i hvert fald ikke føle sig snydt der. For det var der en måde, hvor han sådan lidt kunne prøve at gøre det der. Og så ville han han ville også lige overveje han han sagde han havde sagt undskyld til hende, men det var lidt fordi læreren havde krævet det. Så du ved, så nu nu kunne han mærke det, så nu vil han faktisk gerne sige undskyld til hende igen. Så det endte rigtig rigtig fint. Det endte med, at han ligesom fik en erfaring med, hvad fanden sker der, når jeg lige kommer til at og at sige noget, og det skaber noget i en anden. Øh, som det var faktisk ikke så rart. Det ville jeg faktisk gerne lige tage ansvar for. Nogle gange kan vi jo godt sige noget. Nogle gange kan vi også godt være en situation, hvor vi faktisk bare udtrykker vores vinkel, vores syn på en sag, som ikke handler om, vi kritiserer den anden, men den anden kan ikke kan ikke håndtere, at de har et andet verdensbillede. I sådan en situation vil der jo ikke være noget at s. Man kan godt sige, jeg kan godt se, at sådan som jeg godt til til det er svært for dig. Det kan man sige. Men det er nogle gange, hvis en person har det svært med, at vi har en anden, altså der der er en forskellighed, så nogle gange så kan for at undgå at mærke det der med, Gud, hvis du har en anden holdning end mig, er der sådan noget galt med min holdning, så kan vi komme til at prøve at tvinge den anden til at æde vores. Så så det er også noget at være opmærksom på. Så så det vi skal heller ikke altid bare afkræve, at børn siger undskyld eller at vi sådan selv skal sige undskyld. Så det er igen noget med, at det det er egentlig i forhold til sårbarhed, det handler enormt meget om at ture at udforske det her med grænser. Og så handler det simpelthen om at have noget is i maven i forhold til i forhold til det her med at lade børnene række ud. Og det vil jeg sige, det nok er kunststykket, hvis du har i en situation, hvor du ligesom synes, at sårbarheden lidt er forsvundet, du lidt føler, du er ved at miste forbindelsen til dit barn. Det er noget med, at du faktisk begynder at øh være opmærksom på, har du tendens til sådan at være afkrævende af forklaringer på den anden side? Har du haft tendens til at være afkrævende af undskyldninger? Har du haft tendens til at gå i kulde i måske timevis, hvor du har bøjet n og sådan når din barn er kommet bagefter og bare sådan, jeg er ikke klar til at snakke med dig, det gider jeg ikke. Altså har du er der er du faldet i nogle af de her fælder, som er meget forståelige i øvrigt, vi alle sammen gør, fordi så vil de med ret stor sandsynlighed have gjort, et barn har været nødt til at trække, lukke mere og mere ned. Så det vil sige en af vejene til begynder at åbne op for dit barn og ikke at begynde at prikke til dit barn for at sige, hvor er din sårbarhed, jeg vil se den. Det er faktisk, at du begynder at lade være med at gøre det. Så du begynder faktisk, når i konflikt at lade være med at gøre det, du plejer at gøre, og så begynder dit barn at få opmærksom på, hov, der er noget, der er anderledes. Det der, det der pres om, at jeg skal være på bestemt måde eller se det på en bestemt måde eller gøre noget på en bestemt måde, som du vil have på den anden side, hvor der ikke rigtig er plads til, at jeg kommer ind med mit hov lige det det gør du ikke mere. Langsomt vil det så være sådan, så kan være dit barn begynder at teste, hvad nu hvis jeg så giver dig lidt vrede, hvad hvis jeg lige går lidt til dig? Kan du holde til det? Kan du holde til det? Eller flipper du der, falder du tilbage og kræver lige pludselig, jeg bare skal, du ved, sige undskyld og æde dit perspektiv. Eller og hvis du så heller ikke gør det, du står og slår lige der, og du bare bliver testet. Du ved, der er tandpasta på vinduet, og der er tallerken, der bliver smadret. Forvent at blive testet. Forvent at dit barn er Hvis du er kommet til at lukke ned for barnets sårbarhed, eller du er kommet til at overse dit barn, ikke give plads til dit barns perspektiv, og du begynder at sige, okay, jeg begynder at ændre min adfærd. Forvent, der kommer på et tidspunkt, hvor barnet er nødt til at teste dig. Kan jeg regne med, du ikke flipper skråt? Kan jeg regne med, du har mig her? Så forvent, at der at det synes som om, at det bliver værre i en periode, før det bliver bedre. Og når du så kan stå der og snore lige og og stå i det der aggressionsfelt med dit barn og danse, måske lige flytte nogle ting, der ikke skal smadre, men du ikke falder i dine gamle vaner, så vil du opleve noget af det smukkeste på jorden, som er dit barn lige pludselig slipper det her og læner sig ind i tillid til dig. Men du skal være forberedt på at gå gå igennem noget der kun kan minde lidt om krigszone først. Så det er måden. Så det vil sige det er ikke noget i forhold til at åbne op for sårbarhed i dit barn skal du ikke over pille dit barn. Du skal kigge på dig selv i forhold til hvor er det hvor er det hvad er det der kan gøre at mit barn bliver utryg i at åbne op. Er det fordi jeg bliver for kontrollerende? Er det fordi jeg bliver for ængstelig? Er det fordi jeg bliver for bekymret og har sådan et helt script for hvordan mit barn skal agere? Fordi så er det det du er nødt til at tage dig af. Er det fordi jeg bliver for kold og for hård og for firkantet og bærer nag og så gider dig ikke. Hvis du ikke opfører dig ordentligt, så gider du ikke. Jamen så vil dit barn også komme til at lukke ned, fordi nogle gange opfører dit barn sig på en måde, fordi han ikke kan kan gøre andet, hvor du bliver tricket. Så det handler i bund og grund altid om, at du tager dig de de tingene i dig. Og det er også derfor, jeg tror faktisk, jeg vil stoppe min talestrøm nu, fordi nu er den kvartår. Undskyld mit, jeg har, jeg lå med corona på for 14 dage siden, så jeg er stadigvæk sådan lidt, jeg er stadigvæk sådan lidt stoppet. Øh, men men vi har øh, den er kvart nu. Og derfor vil jeg faktisk stoppe min talestrøm eller næsten kvar og så åbne op for spørgsmål, som vi gør i en halv time eller til der ikke er flere. Og så vil jeg bruge resten af tiden på faktisk at gå ind og arbejde med de her tilste. Jer en mulighed for at sidde og mærke ind i de her tilstander og prøve at åbne op i dem. Fordi jeg kunne forestille mig, når jeg sidder og siger for åbne op for dit barns sårbarhed, så er du nødt til at kigge på, hvordan det er, du kan komme til at gøre det utrygt for dit barn at åbne op. Og det betyder også, at lige her kommer vi ind på nogle af dine forskansninger. Vi kommer ind på nogle af dine forsvar, som der du var nødt til at have i din barndom af forskellige årsager, eller som måske er med i helt epigenetisk, fordi det har været nødvendigt i slægtslinjen at have det på grund af den måde som miljøet har været. Og det der, hver gang vi nærmer os forsvar, det er i sig selv freaking sårbart på den måde, at vi nærmest bare har lyst til at at skjule os ogog løbe væk. Og derfor kan jeg ikke rigtig sige det her uden også at give dig redskaber eller øvelse til, hvordan du kan begynde at arbejde med det, fordi så vil det blive for overvældende for dit system. Og Derfor vil jeg gerne sørge for, at der er tid tilbage til det. Men jeg er egentlig også kommet igennem mere eller mindre alt det, jeg har jeg har lovet, jeg vil dække omkring såbarhed, jeg tænker at de spørgsmål, der dukker op nok ø gør at vi lige får flere nuancer ind i forhold til hvad I har har med og hvad hvad der rører sig derude. Så jeg åbner nu op for spørgsmål, så I i skriver endelig bare løs øh derinde, og så går vi direkte videre til øvelserne, når jeg er igennem. Jeg giver lige lidt tid til at skrive, og så kan jeg også lige tjekke mine noter i forhold til, om der er Der er ting, som jeg har lovet at sige, som jeg har glemt. Godt. Der er et spørgsmål her. Jeg læser altså lige herpå, fordi nogle gange så virkelig mærkeligt på computeren. Godt. Tak for det. De få gange jeg fik et kæmpe racerianfald i virkelig pressede perioder, har ryddet op bagefter, når vi var landet i forbundenhed igen, så har min ældste datter på fem år givet mig en krammer og sagt, det er okay, mor. Det udløser et voldsomt ubehag hos mig, fordi jeg tænker, ej, det er virkelig ikke okay, jeg behandler dig sådan. Jeg føler, hun tager har ansvar for det, selvom det er mit ansvar. Hvad gør jeg?
Ja, og det er meget interessant, fordi det er faktisk, det er lidt den øh det er lidt modpolen, det er modpolen til det er din skyld, jeg har det sådan her, som har ligget dig som en adfærdsform igennem tiden. Så det undskyld, at jeg råbte af dig, men det er fordi du var så dum, at jeg gjorde det. Modpolen er faktisk at at vi kan blive slået helt herover, at vi slet ikke kan bære hvis vores børn du ved siger, ej det er okay, mor, eller jamen du kan også blive sur. Og som min egen søn sagde på et tidspunkt, jeg ved godt, jeg kan være utrolig irriterende mor, du ved. Og så kunsten er faktisk at se det her rent. Så det her med at at hun kommer tilbage og siger, okay, fordi det der faktisk er meget interessant, det er børn er faktisk ø mennesket har faktisk et potentiale til at blive til at være enormt tilgivende. Og især børn, der hvor de holder fast på resentment, det ser jeg faktisk mere. Det er når det bliver m der kan også godt være noget med der der kan være nogle traumer med, der gør at det spænder ben. Så der kan der der er forskellige former for at at at nogle gange nogle børn synes at være nemmere for år i sårbarhed og for nogle børn synes at regulere nemmere og slippe vreden nemmere. Så der er forskel. Der er også forskel børnene kommer ind med. Og der er simpelthen en forskel i temperament og i forhold til hvad har vi med epigenetisk? Hvad er det ligesom vi måske skal få løse i det her liv? Så for nogle forældre står så står man med især der hvis man har mere end et barn så vil man mærke sådan okay for dig at få dig ud og ogog få genforenet igen. Jamen det er relativt nemt enkelt. Men med det her barn. Hold nu kæft, jeg skal gå til det på en helt anden måde. Så så der er forskel, der er forskelligheder inde. Men lige præcis her vil jeg faktisk også anbefale dig at gå ind og arbejde med din følelse, fordi det kan være, at du har en følelse af, at du har følt at du har skul Det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, men men det kunne godt være, du har følt at du har skulet tage ansvar for det relationelle, da du var barn. Og det betyder den, du har oplevet smerten i det. Du har oplevet, hvor stort ansvar det er, og hvor meget du egentlig haret efter du nogle gange bare kan læne dig ind i nogen som siger, jeg har da uanset været så har jeg dig. Øhm, og hvis du kan genkende det, så vil du typisk være utrolig bange for at komme til at gentage det i dit eget foræld. Du vil være utrolig bange for, at dit barn kommer til at tage følelsmæssige ansvar, fordi du har mærket smerten af det. Og det gør også, at dit system er ekstra overvågent. Så alt der smager bare en lille bitte smule af, at dit barn tager ansvar for dig, vil udløse en reaktion i dit nervesystem. Men det behøver ikke at betyde, at i den situation, at dit barn faktisk gør det. Det kan faktisk godt være, især det der med hvor du faktisk siger, at du kan genkende det her med, jamen bliver konflikt og vi kommer tilbage, jeg kan føle vi bliver vi bliver forbunde. Igen, så er det faktisk så begynder du faktisk at have lidt et billede af, hvordan er det egentlig børn reagerer sådan helt naturligt for at bruge et lidt slidt frase, altså ligesom normalt og naturligt, hvad fanden er det egentlig ikke. Men det er egentlig mere for at sige, at når det når den skabelon ligger i nervesystemet hos både dig og hos hende, så så er min oplevelse, at det faktisk slipper ret nemt. Det betyder faktisk nok, at at barnet bliver mere positivt modstandsdygtig i forhold til konflikt. Altså i forhold til at en konfliktstund ikke sætter sig så dybt. Velvidende det talte om at har vi nogle mønstre skal vi selvfølgelig tage os af dem som hvis de går igen og sådan noget ikke men det der med at vi havner i konflikt med vores børn det er fuldstændig uundgåeligt og de tager forskellige ved i forskellige aldre på forskellige måder så hvis hvis det er noget der sådan ligger hos jer jamen vi får ryddet op og jeg går ind og tager ansvar og jeg er der og jeg kan og og du kan mærke sådan okay nu er vi tilbage igen. Hvis du simpelthen kan mærke det så vil jeg ikke være bekymret for det der overhovedet for hun tager ansvar så vil jeg faktisk mere se det som en meget meget smuk bivirkning af et ansvar du tager, hvor hun egentlig kan sige hov lige nu jeg kan godt det kan jeg kan sagtens rumme dig mor jeg kan sagtens rumme din vrede lige der og det er egentlig meget smukt på den måde. Så så på den måde håber jeg du måske kan se at at der kan stares et et positivt narrativ om at det faktisk ikke er hende der tager ansvar men jeg vil faktisk anbefale hvis det giver mening for dig når jeg nu går igennem de her øvelser til sidst lige den der har jeg faktisk ikke med øh men jeg vil faktisk anbefale dig at at se om du hvis hvis øvelserne giver mening for dig at du går ind på samme måde og prøver at genkalde dig den føl følelse af bekymring om hun nu tager ansvar. Fordi hvis du arbejder med den og vibrerer den op til compassion til dig selv, så tror jeg faktisk du den vil slippe dit system, og så vil du se det mere rent. Så vil du så vil du ikke se igennem det frygtfilter, for det er muligt at der er en frygt i dig for det der det skal jeg fandeme ikke give videre. Det det er meget typisk at vi har et et par temaer, som vi har med fr vores egen barndom. Det der gjorde ondt, det vil jeg ikke gentage. Men nogle gange kan det så være så vold, altså er det det der med at vi bare det lugter en lille smule af fisk, så tror vi det er det der handler om. Og det behøver det slet ikke at være. I hvert fald slet ikke, når du øh når det lader til, at det faktisk i er så gode til at komme over og finde hinanden på den anden side af konflikt. Okay, der er lige en finger her. Hvad hvis barnet efter konflikt kommer tilbage og lader som om intet er sket og ikke virker til vi taler om det? Skjul og undertrykker barnet sin sårbarhed? Nej, ikke nødvendigvis. Det det kan det kan være det. Nu ved jeg ikke lige hvad alder barnet er. Det er meget typisk at især mindre børn kommer ikke tilbage. At der er ikke noget. Jeg har aldrig oplevet Det der kan være undtagelser, men som udgangspunkt som tommelfingerregel har et barn ikke interesse i at komme tilbage og tale, fordi den råhed der er på den anden side af konflikt, den er kropslig. Så det barnet faktisk har lyst til, det er egentlig bare lige at føle sig forbundet. Og så nogle gange har de lyst til at sætte ord på, og nogle gange vil de gerne have, du sætter ord på. Men her kan du, det ville du faktisk kunne se på barnet. Hvis barnet sådan ikke vil holde øjenkontakt og har lyst til at gå væk fra dig, så er ordene for overvældende. Så har barnet faktisk ikke brug for ordene lige der. Eller barnet skal lige over tid lige blive et ordentligt tryk på den anden side af konflikt for det her med ordene giver mening. Så undskyld mit snot. Så jeg vil jeg vil egentlig mere se det som det at dit barn kommer tilbage igen. Det du kan gøre det er at sige igen nu ved jeg ikke lige hvad der er sådan hej skat hej skat. Sådan lige gør sådan her. Hey kom lige her. I stedet for at sige for mange ord og i stedet for at insistere på øjenkontakt måske lige prøve at åbne op for at der kan være en fysisk forbindelse mellem jer. Fordi kan det er faktisk tit det jeg oplever at børn hunger efter at der er sådan en. Og så nogle gange kan du mærke det kan være måske der er sådan et lille barn stivler lidt og så kan det være du kan mærke sådan barnet sådan læner sig ind sådan Åh, hvor er det dejligt. Det er også det, der tit sker. Ser det meget typisk. Nu rådgiver jeg også par, fordi det er nogle af de samme følelser, der er på spil. Så det er meget tit det, der sker. Lad os sige, I har en konflikt og og paret føler sig enormt, du ved, ængstig og og kede af det og såret og vrede og sådan noget. Og så sige at at det er din din mand eller din partner. Og han så kommer uden at sige noget, bare sådan: "Hey skat, kom lige her." Det der med sådan og lige først bliver du stivende sådan, fordi du er stadigvæk lidt på paraderne, men hvis du sådan kan mærke hans varme, hans du ved, hans kærlighed øhm Og du egentlig og lige der har du egentlig bare lyst til at overgive dig til det. Du har lyst til at føle dig forbundet igen. Så vil du mærke hvordan du smelter. Og det er egentlig også det børn gør. Og selvfølgelig er det sådan været respektfuldt fordi hvis barnet lige der afviser du du er nød tvinge sårbarhed åben. Det kan aldrig lade sig gøre. Det det altså det det er ikke sådan sårbarhed fungerer. Så det er noget med at danse med barnet og finde måder. Og det kan også godt være det der med at hvis man lige pludselig så senere tager dem ud at man man siger man lander igen og det er sådan du du bare lige har kramlet ikke har sagt så meget barnet ikke har lyst til at sige noget og når du prøver at sige noget som de ikke snakker om det, så kan det godt være, du tager en indirekte vej. Det kan være igen, nu ved jeg ikke, hvor gammel dit barn er, men det kan være nogle gange kan der opstå en situation, hvor du føler, det her vil jeg faktisk gerne have snakket lidt om, men barnet var ikke klar til det, havde ikke lyst til det. Så kan det være, jeg havde en eksempel med en øh en familie, hvor der havde været et kæmpe skæneri mellem far og søn. Øhm, og det var ligesom om, den var ikke rigtig landet, og og og de var begge to sådan lidt lukket i forhold til det, ikke? I forhold til at komme i nærheden af den. Og der anbefalede jeg faktisk at se en film med Matt Damon, som har et kæmpe konflikt med sin teenage søn. Og det med nogle gange at bruge indirekte eller bruge bøger, bruge litteratur, fordi så kan man godt senere, hvis man sidder og ser noget, og man kan se barnet er sådan helt tryllebundet, måske er en konflikt for prøve at forstå noget, der kan man være sådan hov, kan du se, det minder faktisk lidt om dengang du blev så sur på far, kan du se det? At du ved der, der er andre åbninger ind, så nogle gange får vi ikke landet alt i situationen. Øhm, nogle gange kan det godt være, vi føler der skal være nogle ord på efterfølgende, som som bare ikke lige lige lykkedes. Øhm, men men det det er mere med at bare have det for øje og så tage den, når sårbarheden er der. Lidt ligesom jeg ventede på, at min søn skulle komme tilbage for vreden med den der situation med klassekammeraten, hvor jeg kunne se, okay, nu var der en åbning, var sådan en, der er sådan, okay, må jeg godt se, der er et eller andet her, jeg skal tage mig af, og så kunne jeg byde ind. Så ø så prøv bare at øh at se det der med, at der er at at dit et barn kommer tilbage til dig. Kan godt være, at det du initierer et kram eller sådan: "Hey, kom nu, min skat." Og så godt være, du siger, vi blev lige sure, hvad? Og så og så kan du så holde øje med, hvad reaktionen kommer, fordi så lægger du op til sårbarhedsstand. Men du har fuld respekt for øh hvad dit barn byder ind med. Min datter på seks år har aldrig benyttet mig til øh har aldrig benyttet mig at gå på værelset. Jeg er gået væk hvis jeg har brug for at tælle til 10. Men nu er hun så stor. Jeg oplever nogle gange hendes adf kan være så grænseoverskridende at jeg gerne ville give hende et rum at rasse ud på. For eksempel mærker jeg nu en grænse for hvor meget rumende grimme ord jeg vil høre på. Jeg beder hende derfor om at gå ind på værelset og råbe ud. Hensig. Ej, det lyder måske hårdt, men jeg mærker tydeligt en grænse og tænker, at de øh at de lærer, at det ikke er hensigtsmæssigt at kaste kaste følelse ud i hovedet på folk. Jeg mener, jeg viser, jeg mener, jeg viser vrede. Okay. Men ikke at slå eller råbe. Jeg står altid klar, hvis hun kommer ud. Men oftest ved jeg ikke, hvad jeg skal sige efterfølgende, for jeg lyst til at sige, jeg ikke bryder mig om det. Men det ved hun jo. Så handler, så det handler om den følelsesmæssige tilstand at føle sig forbundet, når hun kommer igen. Ofte er jeg dog stadig vred, fordi jeg lå min grænse overskride for meget, så jeg ikke klar, altså kan finde på at sige, jeg stadig er vred, men vender tilbage, når jeg er okay. Er det fint, selvom barnet allerede har åbnet op? Handler vel om, at vi begge skal være være i relationen. Ja. Og der kan man sige, det du vil opleve, at nogle gange er du så vred, at du ikke kan gå tilbage, fordi du føler dig grænseovertrådt. Det er faktisk en af de øvelser, jeg har, for den er meget typisk. Det er meget typisk, at vi føler, at barnet er grænseoverskridende. Hver gang vi bliver tricket i vrede og føler os grænseovertrådt af vores børn, så handler det om, at så handler det typisk om resten af vores egen barndom. Ikke forstået på den måde, at børn, det kan være det, det er super irriterende, når de råber, det er super træls, når de sparker ud. Det er super træt. alt det der øh og vi vil gerne lære om de ikke skal gøre det og alt muligt. Og derfor kan der også godt komme en vrede sådan altså det havde jeg med min egen søn hvor han kom brugte et eller andet skæsor som jeg overhovedet ikke ville kaldes. Og der var jeg sådan meget markant bare sådan det det kommer ikke til at ske. Så du så kunsten er det kunsten er faktisk at begynde at få en indsigt i hvorfor reagerer mit barn og det ved vi ikke altid men det er noget gang at begynde at være nysgerrig på det kan det være at vores børn nogle gange reagerer kalder os grimme ting og slår ud efter os og sparker ud efter os fordi vi kommer til at gøre noget som er grænseoverskridende for dem, som de egentlig prøver på at kommunikere til os. Hvis det er et tilfælde, så det behøver det ikke. Du skal ikke se det som, at du tillader hende at sige grimme ord og og og sparke og slå på dig. Du skal mere se det som hun kan være så magtesløs over hun ikke kan råbe dig op, at hun nogle gange at hun kan risikere ikke at altså at at det er det eneste hun har at gøre. I sådan et tilfælde øh vil det være bedre at danse med aggressionen og få den landet og få den over i sårbarhed frem for isolering for fællesskabet. Omvendt kan du blive så tricket, at du vil være nødt til at sige, okay, går lige dagen. Og man kan sige det der med nogle Nogle gange hvis du er vred, så de lærer at slå på en pude og sådan noget. Det kan være fint nok, fordi nogle gange så har børn især under hvis de er under sex, så har de de kan have mange racerianfald, som ikke handler dig om dig. Det handler om de sultne. Det handler om alt muligt. For de kan ikke rigtig holde spændingen, så der kan komme rigtig mange afracerianfald. Og det kan også godt være at sige, nogle gange er det også fint at sige, stop det der, der er en grænse lige her, og så må du gå imod grænsen, men jeg holder fast, men uden at udskille dig. Så der er mange lag i det her, men for dig vil jeg nok gå ind og arbejde med den der med, det er svært for dig at slippe vreden. Det vil sige, du bliver tricket på dine egne grænser. Der er nok, og det uden at vide Det kunne jeg det kan det godt være at du har oplevet i din barndom at blive grænseovertrådt på forskellige måder at du har prøvet at sige fra men ikke er blevet respekteret og det kan være at det bliver det faktisk bliver aktiveret sammen med din datter så det vil sige at du faktisk føler noget af det den lille pige ind i dig som har oplevet det på den ene eller anden måde øh da du var barn at at hun det er den del af dig der føler sig grænseovertrådt fordi når vi ikke føler os grænseovertrådt i et når vores børn flipper over et eller andet når de de ryger ud i vrede fordi de lige pludselig kan ikke andet Der har været for mange ting i løbet af dagen, og de kan ikke råbe det. De kommer til at brække de her følelser op på os, fordi de endnu er umodende. Så vil det ske. Det er ikke fordi vi magter det, ikke fordi vi gider det, men det vil ske. Når du ikke bliver tricket, så er det ikke fordi det er rart at stå i, men det betyder bare mere at du ø at det det er nemmere for dig at navigere i. Du du bliver ikke overvældet af dine egne følelser. Så det er en anden tilstand. Det er mere sådan en man kan godt li gå og håbe på det ikke tager for lang tid, og det kan være der kan være alt muligt der. Det kan også godt være, du kan også godt mærke lidt irritation bare. Nå, jeg magter ikke tner. Okay, fint. nok. Jeg må lige prøve at finde ud af, hvad fanden det handler om, og det må jeg gøre på den anden side. Men du, det er nemmere for dig sådan at gå lidt til og fra. Du kan også blive forvirret, og det er ikke rart. Men når du bliver overvæet, du selv bliver havner vrede og bliver så vred, at du faktisk er nødt til at sige til en, jeg er så vred, jeg ikke kan komme tilbage til dig, så at det er noget, der bliver tricket ind i dig. Og man kan sige lige der er du jo egentlig ærlig. Altså hun kommer ud og rækker ud i sårbarhed, og du er egentlig ærlig. Det kan jeg ikke lige nu. Der vil jeg helt sikkert anbefale dig måske at bruge de her øvelser eller på anden måde for arbejdet med at slippe vreden øh sådan at du kan komme tilbage og klinke skoven. med hende, fordi jo flere gange du vil være nødt til at afvise hende, fordi du fanget din vrede, du faktisk ikke gider at se på hende. Altså det det er det du oplever, når du er overvældet af vrede, så kan du ikke holde hende ud. Øhm og der vil du så afviser hende i sårbarhed, så kan du risikere hun begynder at lukke ned, og hun slet ikke de sidste ikke kommer ud til dig. Så det så jeg vil faktisk også lige her i forhold til at kan se hende lidt mere rent og have få større forståelse for hvorfor er det hun reagerer, i hvilke situationer er det hun virkelig går på dig, så vil jeg starte med at gå ind og arbejde med det aspekt af dig, som føler sig grænseoverskrådt, fordi det er kun at altså det er der det er der fordi du på et eller andet tidspunkt i dit liv har følt dig grænseovertrådt uden du havde muligheden for at sige fra ellers så ville det ikke have været der men hun du skal ikke se som at det er hende der er grænseoverskridende jo. Altså hun gør det ikke for at være grænseoverskridende men hendes adfærd trigger eller vækker noget som allerede ligger i dig som kan være hvis du kan få den op i lyset og få få arbejdet med den så vil du kunne se hende så vil der være nogle ting i jeres relation her der ville falde på plads lige præcis den der den har jeg med som øvelse. Så du kan jo prøve at se når jeg er færdig med spørgsmål her og og og gennemgår den. Og så kan du prøve at mærke ind i og se, om du kan bruge den til noget. Øhm, for jeg tænker det samme som Line. Hun kommer nogle gange og lader som ingenting uden livet i øjnene. Det kan trick mig, når det sker. Ja, det kan godt. Hvis der er noget, der faktisk sådan lidt øh det der er noget, så trigger øh trigger os ret meget, så er det, når vores børn kommer tilbage, og de bare sådan synes at være sådan lidt ligeglad. Det er sådan lidt, nå og der kan nærmest være sådan lidt lidt fladhed, lidt dødhed, lidt kulde. Nogen synes det ligner sådan en arrogance og noget. Jeg vil faktisk sige her er der et jeg vil sige det i barnet er et lille, der er det vil jeg sige som udgangspunkt er udtryk for jeg har et desperat længsel efter at føle mig forbundet med dig, men jeg er ikke tryg til at rykke ud til til at række ud og og gøre det. Og det kan både være af gamle historik omkring, hvordan I har landet konflikter. Det kan også være i Jeg har ikke mod nok til at gøre det. Det det det kræver meget. Jeg har sådan brug for nogen jeg har brug for at være barnet og at blive og og jeg har brug for nogen der åbner mig her. Jeg kan ikke selv. Så igen handler det om at sige hvad er det der bliver tricket i en og tage sig af det? Fordi det kan godt være det er ikke utænkeligt at I er kommet ud som børn og haft et et dybt blæslfølger forbundet med jeres forældre og jeres mor eller far altså har mødt jer med kulde. Det er overhovedet ikke utænkeligt. Og det er ikke fordi jeg kritiserer jeres forældre. Det er mere fordi det er det forsvar udtalt i vores kultur. Så det er meget udtalt, at at vores forældre har forsøgt at håndtere konfliktuelle situationer. Altså det har vækket forsvar af kulde og nedlukning som så eller decideret vrede, som de har prøvet på at kontrollere, fordi de ikke ønskede at at komme med vrede. Så det at du så oplever i dit barn kan kan igen den den de dele fr din egen barndom kan blive tricket, som gjorde enormt ondt på dig. Så det kommer igen tilbage til at tage sig af den følelse i sig selv, fordi så kan du bedre rumme. Så er det stadigvæk bøvlet. Det er stadigvæk bøvlet at være med en prete eller et barn. som er sådan lidt, jeg er sgu da ligeglad. Altså, man er stadig sådan, hvordan fanden kommer jeg lige ind bag det der panser? Hvordan øh, du vil da stadig ikke være alle de der ting der vil køre, men der vil ikke være en overvældende følelse af, der er noget galt med der er noget galt med mit barn, og du skal bare sættes på plads og holde dit afgent lille r*****. Altså alt det der, den vil ikke, den vil ikke toppe på det, fordi hver gang vi kører ned af de spor, og dem kender jeg, er du sindssyg. Jeg, jeg har alle mine egne triggers. Øh, men triggers har bare den genkendelighed, at det gør, at der kører sådan nogle vredespor. Det er bare sådan lidt, at du skal ikke være sådan over for mig, og at jeg skal finde måde at sætte dig. Altså det er det det viser at noget fra vores egen barndom eller noget fra vores eget sårhed er blevet aktiveret og det er derfor vi er lige nødt til at gå ind og arbejde med det først og få det landet så kan det stadigvæk godt at vores børn er lidt afvisende men vi kan meget bedre håndtere det det er meget nemmere fordi sådan mere nå så er vi sådan mere vi er lidt mere nysgerrige og nygerne. Hvordan fanden får jeg da lige får jeg lige det her får jeg da lige åbnet op her hvordan fanden får jeg lige lige gjort det her trygt når vi ser igennem en projekt når vi ser igennem et sorg hvor vi selv er overvæet os over på vores barndom så er det utrolig nemt at komme til at lave projektioner. Så det er jo vand, altså det det er faktisk sige, det er nærmest umuligt ikke at gøre det. Når vi er overvældet af følelser, så er vi nødt til at sige den anden, der er et eller andet galt med den, og du er kold, og du er afstumpet, og du er alt muligt. Og det er sådan nogle situationer, hvor jeg ved ikke om I kender bedsteforældre og sådan noget, der siger sådan: "Hvorfor kommer mit barnebarn ikke og giver mig et knus?" Og så lige pludselig siger, det er sådan, du er sådan et koldt barn eller sådan noget. Altså der kører sådan noget, hvor det er altid en projektion. Det er altid, der bliver lagt alt muligt ned i barnet, fordi jeg har nogle følelser, jeg ikke kan håndtere, så er jeg nød til at gøre dig forkert, og jeg er nødt til at bede dig om at tage dig af det. Øhm. Og det det er det vi der, altså det er desværre noget noget som rigtig mange voksne gør også og det det og grunden til vi gør det det er fordi vi ikke har lært at hente projektioner hjem så det er sådan en lang et lang seang træk i vores evolutionære udvikling og lære det så men men men kun men det fede er at vores børn viser os det når vi havner der hvor vi har utrolig stærke følelser i forhold til vores børns adfærd så er det fordi der er noget der der bliver der der bliver vækket noget som har gjort vanvittig ondt og når vi begynder at øve os i lige at hente det hjem lige sådan okay jeg fjerner mig lige fra situationen fordi det landede i mig så går jeg tilbage til mit barn så Ser vi typisk vores barn igennem en lidt mere rene. Det er lidt ligesom når vi er fanget i følelser og kigger på vores barns adfærd. Det ligesom at få briller på med utrolig meget lev på steg. Vi kan faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad fanden der foregår. Øh, min søn på snart fem er ikke meget v kropskontakt og nærhed. Han har meget vred og modstand på at komme tilbage i sårbarhed efter konflikt. Somme tidder tager han en rolle på sig kat, der vil kæle efter en godnat eller en kærlighedsrobot, der vil kysse og kramme. Er det godt nok? Ja, lige præcis. Det er så fint. Altså der er der som som femår Så øh så er femårig nogle gange altså det er igen det her med der er forskel der er forskel på hvor meget hvor hvor meget de kaster sig i armene på hvor meget de kysser og krammer hvor meget de de de elsker dig mor eller åh sådan noget der er forskel så der er både noget med du kigger på ham hvordan har han været de fem år du har kendt dig så der altså og det kan selvfølgelig også ændre sig igen, men der vil være og det kan godt være du har været sådan en der har har sådan du ved du har mest hygget dig når han har været syg og så har han været så har han siddet stille i dine arme eller så har han du ved så har han altid på farten ikke så det kan godt være at du har sådan lidt åh jeg gad godt Jeg har haft barnet puttet med ham. Men det sådan et barn har han bare ikke været, du ved. Så det her med han kommer tilbage og det er faktisk fordi der er sådan en lille det er igen det her med sårbarheden. Det her med sådan efter konflikt der er den her råhed. Og nogle gange er det faktisk at børn er lidt tyr til en anden rolle hvor de nærmest selvfølgelig nødt til at være en kat eller en robot eller noget andet. Leg endelig med. Det er sådan noget med så så så hvis han kommer tilbage og og er sådan en kat der skal kæles for leg endelig endelig b sådan mjav nu en lille b altså virkelig leg. Så begynder han at grine og så siger han igen mor igen mor. Fordi så alt det her latter og den her måde du går med på lang Fordi han prøver faktisk, han prøver præcis i sårbarhed at læne sig ind i dig, men han ved ikke helt, hvordan han skal gøre det, for han er kun fem, du ved. Så det er så fint, at han bruger de her lege. Så det er bare endelig bare sådan: "Nå, lille mister, du er i spæm, skal du have lidt kattemad?" Du ved, på alle mulige måder, så vil han sikkert begynde at flække og grin. Og jo mere, det kan godt være, han siger igen må jeg kat igen? Det kan godt være, han vil lege det 20 gange. Så så lader bare med at være tålmodig. Det viser bare, hvor meget han faktisk, det kan godt være han her prøver at nærme sig en måde at være mere fysisk sammen med dig på, men han kan ikke gøre det direkte, så han gør det indirekte. Så endelig, endelig, endelig leg med. Han du skal lege så meget kat med ham eller robot. Du er en den her lille du ved den kan robot. Jamen den skal da lige støves af du ved sådan så har du både lige mulighed for lige at give ham lidt massage. Du er sådan mulighed for lige at nusse ham lidt på en måde hvor han i sit egne univers er i stand til at tage imod. Så endelig det er vidunderligt så at bruge alle det lige præcis det der med at finde ud af hvordan børnene kommer til at så bruge de indgange. Og du vil se at den her leg og latter fordi hvis der er noget der åbner op så er det spontan latter. Hjernen og nerves kan ikke være i fanget i vrede eller ængst. Og så spontan lad dig. Det kan simpelth ikke lade sig gøre. Så øh så det er også derfor faktisk vil jeg faktisk sige efter konflikt helt det er genialt ting der børn. Det er jo ikke tænkt det ligger deres instinkter og prøver på at lege sig tilbage i forbindelse med latter fordi de mærker det fuldstændig fysisk. Hvad er det der gør? Det er også det nogle gange når efter en konflikt nogle gange som især mænd kan være rigtig gode. Nogle gange kan de bruge humor på sådan en kærlig humor på en måde der bare forløser os kvinder sådan her. Nogle gange kommer de også til at bruge humor hvor vi edder spændt rasen. Det skulle de aldrig have gjort du ved. Men de prøver. Så der er noget med det her med at latter det virkelig bare forløser på den smukkeste måde. Jeg oplever tit at min søn på ni år trækker sig fra en helt almindelig samtale. Det kan starte for eksempel med at spørge tit, hvad han har haft i løbet af dagen. Han kan måske fortælle at det har været en dum dag. Hvis det var en god dag, fortæller han også, at det for eksempel kan være øh fortæller han øh god dag fortæller han også, at det for eksempel kan være på grund af en konflikt med en af vennerne. Hvis jeg spørger nærmere ind til konflikten, lukker han af med det samme og siger, jeg vil ikke tale om det. Nogle gange bliver han direkte vred og råber det til mig. Jeg har lært at acceptere det og lade ham være. Men selv når jeg ikke spørger nærmere ind til det, oplever jeg ikke, at han kommer og fortæller mig om situationen senere. Jeg kan derfor godt blive bekymret for, at han går rundt med tingene alene. Hvad kan jeg gøre i de her situationer? Ja, og her rammer du noget øh noget bøvlet og noget paradoksalt og noget vanvittig smukt i en og samme pærevæling. Fordi den måde som børn lærer, det er faktisk det er også derfor mange ikke går i terapi. Selvom når man går i terapi oplever så mange gange at der kommer nogen her og især kvinder og og når et øjeblik de træder ind af døren, så begynder de faktisk at græde og de har det sådan lidt det er virkelig virkelig sårbart for mig at skal til at tale om det her. Øhm og og prøv bare at tænke på hvor sbart det så kan være for et barn så det er ikke se det som være det her det kan godt være du har lært det og skolet i det og række ud og sådan noget men det det har han slet ikke lært endnu. Så den og også en anden ting er det her med med hvordan hukommelse lærer sig. Det vil sige for ham tit så spørger vi børnene hvordan har skoledagen været det for rigtigt spørgsmål. Det er sådan lidt, hvad fanden spørger du om da? Var det frokost? Var det da jeg grinede? Da var det da jeg fik en bold i hovedet, var det du ved det. Det er meget bredt. Så tit så siger de, så kommer der bare sådan, det er fint nok. Så mange forældre tror, at deres børn ikke er specielt snaksalige eller ikke gider at dele, men det er fordi, vi spørger ind på en forkert måde. Så fordi den måde som du får gang i, du hvis du ønsker at finde ud af hvordan dit barn har haft det, så skal du faktisk være noget mere kreativ og spørge ind til den måde som som tingene lærer sig, hvad det lærer sig på sensationer eller det lærer sig sansemæssigt. Så det er derfor, lad os sige, at du skal ned og hente dit barn i institution og Og og bare dufter og røg. Du ved om det har været båldag i dag. Det bare sådan m du lugter af bål. F pandekager. Og så kan det være lad os så sige der er i vedte bål var der et barn der brændte sig og de alle sammen blev enormt bange eller et eller andet så ville barnet begynde at blapre løs om det her fordi den association med duften og pandekagerne og ogog den smagte godt. Åh gud der skete også. Så så ville nervesne lige sige hov der skete også noget der var farligt. Og så snakker barnet løs. Så det er derfor det er lidt bøvlet det her med det er både noget om at skabe plads til hvornår de her historier kommer. Vi kan ikke rigtig tvinge dem frem. Samtidig med at nogle gange skal vi Vi spørger ind på måder, hvor det det er trygt for barnet at give os dem. En anden ting, så det øh så så det kan både være, det kan for eksempel, hvis du sagde, han er helt beskidt. Hold da op, har I spillet fodbold i dag? Du er du er da godt pakket ind i mudder eller et eller andet. Og så kan det være, der kommer lidt lidt information. En anden ting er, jeg gjorde min egen søn på et tidspunkt, han kom hjem fra skole i startet, da han øh da han var på øhm eller han gik i børnehaveklasse. Og det der sker er, at han kommer hjem og har et kæmpe raserianfald. Og vi forstår ikke hvorfor. pattebørn til os og sådan noget. Og så hans far leger med ham og mosler med ham, og de får det bygget ind i en leg, hvor de råber pattebørn til hinanden, mens de griner. Og vi har sådan lidt, det var meget voldsomt. Man sparkede på døren, og han var på et tidspunkt var han, der var han jo syv og havde ikke så tit jarerianfald med. Altså vi var sådan altså anede ikke, hvad der foregik. Og det der så sker, det er at han så ligger inde i sengen efter han så er kommet igennem alt det her. Han er kommet igennem alle de her vanskeligheder og ligger og griner sammen med sin far, kalder mig ind og er det der sårbarhedsbas efter konflikt. Og så fortæller han spontant, at han havde spurgt nogen om, at han gerne lege med dem. Øhm, men at de har kaldt ham pattebbarn. Så han han genlevede det her. Han genlevede simpelthen alt det her, som ø som var sket nede i skolen. Så nogle gange i stedet for at blive nødt til at spørge børn om hvad skete der og forvent at de fortæller os det, så hold øje med hvordan opfører de sig? Hvad kommer kommer nogen raserianfald ud på den anden side af raseriafaldet, hvor sårbarheden opstår? Hvad er det de holdt pausen med ikke at få dem til? Altså give dem pladsen af pausen til selv at fortælle. Mange af de ting, vi gerne vil vide om, hvordan vores børn har det, kommer på den anden side af et racerianfald, fordi det de har oplevet sætter sig som et deres system låser, så får de det her bearbejdet derhjemme ved at gå amok eller et eller andet. Og det der så sker, det er at det er så der de kommer med ordene. Så nogle gange skal vi også bare forstå, at vi kan ikke bare spørge børn og så forvente, at de fortæller os om alt, hvad der sker i deres liv. Altså det er en kreativ proces, så det er bare for at give lidt forskelligt i forhold til, hvordan det her det fungerer. Øh, og så selv lege videre med det.

sårbarhedforældreskabkonflikthåndteringtilknytningrelationerpersonlig udviklingbevidsthedtransformation

Mette Miriam Sloth

Mette Miriam Sloth (former Mette Carendi) holds a master's degree in psychology, specializing in relationships and emotional regulation. She has written three books on attachment and close relationships and has practiced as a therapist since 2012.

E17: Sårbarhedens superkræfter

Transskription

E18: Mandens uforløste potentiale

E16: Regulering af intense følelser